At miste et barn er en forælders største frygt, og for Linda Trevan blev det et mareridt, der blev til virkelighed.
Lindas datter, Cassidy, var offer for mobning, da hun var 13 år gammel. Det hele begyndte med, at en en pigebande på skolen havde udset hende som deres yndlingsoffer, men situationen eskalderede til et niveau, som ingen havde forestillet. Til sidst kunne Cassidy ikke længere overskue at leve, hvorefter hun endte sit liv. Nu skriver moderen et åbent brev til datterens mobbere, et brev, der lærer os om effekterne af mobning, og som får hele nettet til at ryste.
Selvom mor Linda Trevan sammen med andre forældre og lærere greb ind, så fortsatte mobningen mod 13-årige Cassidy. Linda kunne se, hvordan datteren langsomt blev nedbrudt til at miste al følelse af selvværd og livsglæde.
Efter flere måneder med høj fravær i skolen og terapi begyndte Cassidy så småt at få det bedre og tilbringe mere tid i skolen. Da hun i februar blev inviteret hjem til nogle nye venner, tændtes en flamme i hende, men den blev hurtigt slukket.
Det viste sig, at “vennernes” invitation var en fælde. De ønskede at isolere Cassidy et sted, hvor ingen kunne se, hvad der foregik. Velankommet til huset blev Cassidy voldtaget af to unge drenge, som hun ikke turde at anmelde til politiet på grund af frygt for voldtægtsmændene.
Da Cassidys mor fik at vide, hvad der var sket, valgte hun at flytte sin datter til en nye skole, men intet blev bedre. Cassidys panikanfald blev hyppigere og til sidst valgte hun at begå selvmord.
Moderens frustration og sorg drev hende til at skrive et åbent brev til datterens plageånder, alt for at lære omverdenen om effekterne af mobning. Her er hendes ord:
“MOBNING DRÆBTE MIT BARN
Jeg har ikke talt om dette i lang tid…
På Wellington Secondary College er der nogle syge, grusomme børn (piger og drenge mellem 13 og 15 år). De begik en afskyelig forbrydelse den 15. februar 2014 mod min dejlige og eneste datter Cassidy Trevan.
Cassidy var kun 13 år gammel på det tidspunkt. Og selvom hun forsøgte at holde sig i live i næsten to år, formåede hun aldrig at komme over det. Selvom hun skiftede skole, turde hun aldrig at tage i skole. Hun var ikke længere i stand til at omgås andre mennesker. En almindelig indkøbstur endte ofte i tårer og panikanfald.
I 22 måneder så jeg, hvordan min elskede datter kæmpede mod disse dæmoner. Hun var bange for, at de skulle finde hende igen. Hun blev mobbet konstant. Nogle af dem forsøgte at ringe eller kontakte hende via de sociale medier. Selv efter hvad de havde gjort. Hun led af posttraumatisk stresslidelse på grund af den forbrydelse, de begik mod hende. Hun havde mareridt, søvnløshed, separationsangst, panikanfald og dyb depression på grund af, hvad I gjorde.
Jeg kunne bare hjælpeløst se på, mens mit elskede barn forsvandt mere og mere lige foran mine øjne. En dag orkede hun ikke at stige ud af sengen. Hun kunne ikke holde smerten ud længere, og på grund af det begik hun selvmord den 12. december 2015.
Jeg ved, hvem I er. I ved, hvem I er, og politiet ved, hvem I er. Jeg håber, at det her forfølger jeres samvittighed resten af jeres liv. Og en dag, hvis I er heldige og får jeres egne børn, så husker i min elskede datter. Og så kan I forestille jer, hvordan det ville føles, hvis nogen gjorde dette mod jeres børn.
Cassidy er hele min verden. Hun har altid været og vil altid være hele min verden. Men nu har jeg intet, og forsøger stadig at finde en grund til at komme ud af sengen om morgenen. I er ikke alene årsagen til min datters død, som jeg har elsket af hele mit hjerte i 16 år, I har også ødelagt min fremtid med hende.
Jeg får aldrig muligheden for at se hende blive gift. Jeg får aldrig børnebørn. I har ødelagt så mange liv med jeres egoistiske og hadefulde handlinger.“
Det var ikke en leg. Det var en sjov aften for jer. I tog mit barns håb fra hende. I tog hendes tillid, værdighed og rettigheder. I tog hendes eneste mulighed for at få et normalt liv… og i sidste ende hendes liv.
Jeg er ikke en forfærdelig, vred eller hævngerrig person, men det I børn gjorde mod min datter.. det håber jeg, forfølger jer for altid og at I aldrig kan tilgive jer selv. Glem aldrig navnet Cassidy Trevan. I har blod på jeres hænder for resten af jeres liv.
Mobning dræbte mit barn. Mobning skal tages alvorligt. Vær venlig at dele dette.”
Der er ingen ord for de forfærdelige ting, Lindas datter Cassidy blev udsat for. Desværre er mobning almindeligt og kan nedbryde en person fuldkommen. Linda skrev brevet for at få folk til at forstå konsekvenserne af mobning. Du må meget gerne hjælpe os med at sprede budskabet.
