Farens hurtige reaktion da datteren mobber klassekammeraten hyldes af tusindvis af forældre

Farens hurtige reaktion da datteren mobber klassekammeraten hyldes af tusindvis af forældre

At opdrage børn er ingen let leg, særligt ikke hvis du er alene og har 3 børn at se efter.

I dette tilfælde stilles en far, som er single og har 3 døtre, overfor et meget svært valg.

For hvad gør man, når ens børn har lavet en stor fejl eller mobbet et andet barn?

At erkende det overfor sig selv som forælder og agere ud fra det er noget, alt for få formår.

Denne far fortalte på Reddit om, hvordan han valgte at gøre, og selvom han skrev dette for et par år siden, synes jeg stadig, at det er værd at tænke på og burde deles, så flere forældre kan få mulighed for at læse det.

Havde du gjort det samme? Gør faren det rette? Læs dette og del gerne dine tanker i kommentarerne.

<div id="smartclip-ad"> <div id='smartclip-passback-ad'> <script type="text/javascript"> googletag.cmd.push(function() { googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.SmartClip::Passback', [300, 600], 'smartclip-passback-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.Between::Mobile', [[300, 600]], 'smartclip-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.display('smartclip-ad'); }); window.sc_smartIntxtNoad = function(){ googletag.cmd.push(function() { googletag.display('smartclip-passback-ad'); }); } </script> </div> </div>
<div id="smartclip-ad"> <div id='smartclip-passback-ad'> <script type="text/javascript"> googletag.cmd.push(function() { googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.SmartClip::Passback', [580, 400], 'smartclip-passback-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.defineSlot('/125128856/NEWSNER.DK.Between::Desktop', [[580, 400], [860, 610], [468, 400], [480, 400], [980, 240], [980, 300], [1250, 240], [930, 180], [1250, 300]], 'smartclip-ad').addService(googletag.pubads()); googletag.display('smartclip-ad'); }); window.sc_smartIntxtNoad = function(){ googletag.cmd.push(function() { googletag.display('smartclip-passback-ad'); }); } </script> </div> </div>

Sådan skriver faren:

Min datter Callie er et af de smukkeste mennesker, jeg kender, synes jeg. Hun får gode karakterer, gode venner, og alligevel har hun tid til at være en vidunderlig og kærlig datter. Jeg har aldrig haft grund til at give hende stuearrest, og hun har aldrig givet mig en årsag til ikke at stole på hende.

Jeg er enlig far til tre piger. Det er hårdt, men jeg synes, at vi klarer os okay. Callie er den ældste af pigerne.

Men i dag fik jeg en opringning fra en grædende mor, som fortalte mig, at min datter havde været med til at mobbe en pige i skolen. Callie og hendes venner havde taget billeder af pigen i “sjove” situationer. En gang havde de blandt andet fotograferet hende, da hun skulle tage noget op fra gulvet, og hendes numse blev blottet. Pigen er overvægtig, og mange af billederne blev taget for at prøve at vise, hvor tyk hun er...

Moren sagde, at hendes datter forsøgte at skære sine håndled over i morges, og at hun nu var på sygehuset.

Callie er på stranden i dag, og hun bør være hjemme om et par timer. Jeg er så vred, at jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre. Jeg har altid lært hende at være sød og vise respekt for andre. Nu føles det ikke, som om at jeg kender min egen datter længere. Og som jeg har forstået det, var Callie lederen i alt dette...

Dette var for nogle dage siden.

Callie skulle komme hjem klokken halv ni den aften. Kvart over otte ringede hun til mig. Hun forklarede, at hun skulle sove hos en ven i stedet. Jeg sagde: “Nej, jeg vil have, at du kommer hjem nu.”

Hun svarede: “Men jeg er her allerede! Hej hej!”, og lagde på.

Jeg besluttede mig for at køre over og hente hende i stedet for at diskutere over telefonen.

Jeg kørte til hendes vens hus. Det var tomt. Jeg ringede til hendes vens forældre, og til sidst tog en bror telefonen og fortalte, at pigerne var i en park i nærheden. Okay, tænkte jeg. Jeg gik over til parken. Der var cirka 30 unger omkring et bål. Jeg ser min datter, og jeg ser, at hun står der med en øl i hånden. 

Jeg plejer ikke at blive vred... men der fik jeg nok. Jeg gik lige mod hende og sagde, at jeg ikke ville lave en scene, men jeg bad hende om at gå ind i bilen med mig. Hun vendte sig om. 

“Jeg er snart 18! Du kan ikke gøre det her mod mig! Du ydmyger mig!”, skreg hun.

Da slog det klik for mig.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg sagde, men det var noget i stil med: ”Du burde ydmyges! Du har fået en pige på sygehuset på grund af, hvad du og dine venner har gjort, og du lyver for mig. Du drikker alkohol, selvom du ikke er gammel nok. Hvis din mor så dig, ville hun skamme sig noget så frygteligt. Jeg ved ikke længere, hvem du er!”

Jeg skabte selvfølgelig lidt polemik der, så hun gik ind i bilen, og hun er hjemme nu. Jeg har taget alt hendes elektronik (computer, mobiltelefon, tv). Jeg sagde til hende, at hun burde gå ind på Facebook og skrive en besked om, at det var hende, der havde spredt billederne. Da hun loggede ind, så jeg straks flere af hendes tidligereopslag. Det var ikke bare en person, hun havde skrevet nedladende om. På hendes Facebook-side var der masser af billeder, som gjorde nar af “nørder og enspændere” i skolen. Der må have været mindst 50 billeder.

Hun postede en undskyldning, og bagefter gjorde jeg det klart for hende, at hun kunne glemme Facebook fremover. Jeg satte alle hendes aktiviteter på pause. Hun må bruge vores fastnettelefon, hvis hun har brug for den, men kun når jeg er i rummet.

Jeg tænker også på at se på, om hun kan udføre en form for samfundstjeneste. Jeg bliver ved med at undersøge det, alle jeres råd er værdifulde.

Når den stakkels pige kommer ud fra sygehuset, skal hun være der og undskylde til hende og hendes familie.

Jeg har også taget nøglen til hendes værelse. Det er slut med hemmeligheder fra nu af.

Alt i huset, som hun har for at forsøde hverdagen, er væk. Dette inkluderer: alle dyre skønhedsprodukter til hud og hår, som jeg har købt til hende. Jeg gav hende i stedet en enkel shampoo, balsam, sæbe og lotion. Alt det andet satte jeg i garagen. Jeg beslaglagde hendes makeup (ved ikke, om jeg kommer til at smide det ud). Jeg støvsugede hendes værelse for alt, hun ikke bruger, og nu har hun nærmest kun bøger og sit keyboard tilbage. Jeg har sagt til hende, at hun skal begynde at læse igen og prøve at øve på det klaver, hun bad så meget om, men aldrig bruger.

Jeg sagde til hende, at hun skal gå ind og lægge sig, og at hun burde tænke over, hvad hun har gang i. Hvis hun vil skændes og diskutere om alt det her i morgen, så bliver det sådan. Hvis hun tager sin straf og accepterer de nye vilkår, vil jeg overveje, hvor længe restriktionerne fortsætter.

Del gerne historien, hvis du synes, at manden gjorde det eneste rigtige ved at lære sin datter en lektie. Når hun bliver ældre, kommer hun til at fortryde, hvad hun gjorde og være taknemmelig for, at hun havde en far, som ville hjælpe hende til at blive et bedre menneske.