Han reddede sit forliste ægteskab med ét simpelt spørgsmål til sin kone – det her er tankevækkende

At leve sammen med en anden person kan være noget af det bedste der findes – men det kan også være en stor prøvelse. Til døden skiller os ad, siger man jo, men hvad gør man, hvis lysten ikke er der længere.

Den amerikanske forfatter Richard Paul Evans levede i et ulykkeligt ægteskab, der var på grænsen til at mislykkes fuldkommen. Han og hans kone havde mange gange diskuteret muligheden for skilsmisse.

Da alt håb virkede til at være ude, og da han ikke længere orkede at kæmpe, oplevede han pludselig et øjeblik af indsigt – en indsigt, der skulle redde deres ægteskab og hjælpe dem begge med at finde tilbage til hinanden igen.

Richard har været så gavmild at dele sin historie, og der er en god chance for, at du lærer noget vigtigt, når du læser hans indsigtsfulde tekst.

Nedenfor kan du læse Richards tekst i sin helhed, oversat til dansk:

“Min ældste datter, Jenna, fortalte mig for nylig: ”Min største frygt som barn var, at du og mor skulle skilles. Derefter, da jeg blev 12, indså jeg, at I kæmpede med så mange ting, at det måske ville være bedre, hvis i blev skilt.

Så smilte hun, før hun tilføjede: ”Jeg er glad for, at I formåede at finde ud af tingene sammen”.

Mig og min kone Keri kæmpede i flere år. Når jeg ser tilbage, er jeg ikke helt sikker på hvad der var, der bragte os sammen til at starte med. Vores personligheder matchede ikke rigtig hinanden.

For hver dag der gik i vores ægteskab, desto mere tydlige blev vores forskelligheder.

Da ”ære og berømmelse” blev en del af vores liv, så gjorde det ikke vores ægteskab bedre. Det forværrede bare vores problemer.

Spændingerne mellem os var så stærke, at det altid var en lettelse for mig at tage på bogturne, selvom vi altid skulle betale for det, når vi blev genforenet igen.

Det var så almindeligt for os at skændes, at det var svært at forestille os at have et fredeligt forhold. Vi var konstant i defensiven, og byggede følelsesmæssige borge omkring vores hjerter.

Vi var på randen af skilsmisse, noget vi diskuterede mange gange.

Jeg var på bogturne, da hele situationen tilspidsede sig. Vi havde lige haft et stort skænderi over telefonen, og Keri havde bare smækket røret på.

Jeg var ensom, frustreret og vred. Jeg havde nået min grænse.

I det øjeblik vendte jeg mig til Gud. Eller rettere MOD Gud. Jeg ved ikke, om man kan kalde det en bøn, når man råber til Gud? Uanset hvad det var, vil jeg aldrig glemme det.

Jeg stod under bruseren på hotellet The Ritz-Carlton i Atlanta, skrigende efter gud om, at ægteskabet er forkert, og at jeg ikke kunne klare det længere.

Selvom jeg hadede tanken om skilsmisse, så var smerten ved at forsætte med at bo sammen alt for stor.

Jeg var også forvirret. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor ægteskabet med Keri var så hårdt.

Inderst inde vidste jeg, at Keri var et godt menneske. Og jeg vidste, at jeg var et godt menneske. Så hvorfor kunne vi ikke enes?

Hvorfor havde jeg giftet mig med en, der var så forskellig fra mig? Hvorfor ændrede hun ikke på sig selv?

Til sidst, hæs og nedbrudt, satte jeg mig ned i bruseren og begyndte at græde. Men så, i dybet af min fortvivlelse, indså jeg pludselig noget:

”Du kan ikke ændre hende, Rick. Du kan kun ændre dig selv.”

I det øjeblik begyndte jeg at gentage en tanke i mit sind, igen og igen. ”Hvis jeg ikke kan ændre hende, så jeg er nødt til at ændre mig selv.”

Jeg gentog ordene til mig selv i løbet af natten. Jeg fortsatte i flyet hjem og gentog tanken, da jeg åbnede hoveddøren til vores hjem, hvor jeg blev mødt af en frigid kone, der knap nok lagde mærke til mig.

Da vi lå i sammen sengen om natten, centimeter fra hinanden, men stadig kilometer fra hinanden, kom næste indsigt. Jeg vidste, hvad jeg skulle gøre.

Den næste morgen vendte jeg mig om mod Keri i sengen, og spurgte: –

”Hvordan kan jeg gøre din dag bedre”

Keri kiggede irriteret på mig. – ”Hvad”

– ”Hvordan kan jeg gøre din dag bedre?”

– ”Det kan du ikke,” sagde hun. ”Hvorfor spørger du?”

– ”Fordi jeg mener det,” sagde jeg. ”Jeg vil vide, hvad jeg kan gøre for at gøre din dag bedre.”

Hun kiggede på mig med et kynisk blik. – ”Vil du gøre noget? Så gør køkkenet rent.”

Hun forventede muligvis, at jeg ville blive vred. I stedet nikkede jeg bare. – ”Okay”. Jeg stod op og gjorde køkkenet rent.

Den næste dag stillede jeg samme spørgsmål. – ”Hvad kan jeg gøre for at gøre din dag bedre?”

Hendes øjne blev mindre. – ”Ryd op i garagen”.

Jeg tog en dyb indånding. Min dag var allerede overbooket, og jeg vidste, at hun kun bad mig om det for at irritere mig. Jeg var fristet til at blive vred, men jeg sagde i stedet: – ”Okay”.

Jeg stod op, og de næste to timer brugte jeg på at gøre rent i garagen. Keri vidste ikke, hvad hun skulle tro.

Næste morgen kom. – ”Hvad kan jeg gøre for at gøre din dag bedre?”

– ”Ingenting!” sagde hun. ”Du kan ikke gøre noget. Vil du ikke godt stoppe med at spørge.”

– ”Jeg beklager”, sagde jeg, ”det kan jeg ikke stoppe med. Jeg gav mig selv et løfte. Hvordan kan jeg gøre din dag bedre?”

– ”Hvorfor gør du det her?”

– ”Fordi jeg holder af dig,” sagde jeg. ”Og af vores ægteskab.”

Den næste morgen spurgte jeg igen. Og den næste. Og den næste. Pludselig i den anden uge indtraf miraklet. Da jeg igen stillede spørgsmålet, begyndte Keri at græde.

Da hun igen kunne tale, sagde hun: – ”Er du ikke nok sød at lade være med at spørge. Du er ikke problemet. Det er mig. Jeg er umuligt at leve med. Jeg forstår ikke, hvorfor du bliver hos mig.”

Jeg lagde min hånd på hendes kind, og løftede blidt hendes hoved, indtil hun så ind i mine øjne. – ”Jeg gør det, fordi jeg elsker dig,” sagde jeg. ”Hvordan kan jeg gøre din dag bedre?”

”Det er mig, der skal spørge dig det om det.”

– ”Det bør du”, svarede jeg. ”Men ikke nu. Lige nu er jeg nødt til at være forandringen. Du skal vide, hvor meget du betyder for mig.”

Hun lagde sit hoved på mit bryst. – ”Undskyld jeg har været så led.”

– ”Jeg elsker dig”, sagde jeg.

– ”Jeg elsker dig”, svarede hun.

– ”Hvordan kan jeg gøre din dag bedre?”

Hun så venligt på mig. – ”Kunne vi måske bare tilbringe lidt tid sammen?”

Jeg smilede. – ”Det vil jeg gerne.”

Jeg fortsatte med at spørge hende i over en måned. Og tingene ændrede sig. Skænderierne stoppede. Så begyndte Keri at spørge mig – ”Hvad har du brug for af mig? Hvordan kan jeg blive en bedre kone?”

Væggene mellem os brød ned. Vi begyndte at have meningsfulde samtaler om, hvad vi ønskede at få ud af livet, og hvordan vi kunne gøre hinanden gladere.

Skænderierne var blot mere og mere sjældne, de manglede også den energi, de engang havde. Vi havde frataget dem deres ilt. Vi havde ikke længere et ønske om at såre hinanden.

Keri og jeg har nu været gift i over tredive år. Ikke alene elsker jeg min kone, jeg kan lide hende. Jeg kan lide at være sammen med hende. Jeg længes efter hende. Jeg har brug for hende.

Mange af vores forskelle er blevet vores styrker, og de andre har ikke længere nogen reel betydning. Vi har lært at tage os af hinanden, og, vigtigst af alt, genfundet viljen til at gøre det.

Ægteskab er svært. Men det er det også at være forældre, at holde sig i form, skrive bøger og alt andet, der er vigtigt og værdifuldt i mit liv.

At have en partner er en enestående gave. Jeg har lært, at ægteskabet kan hjælpe os med at helbrede vores mest uelskelige egenskaber. Og vi har alle uelskelige egenskaber.

Med tiden indså jeg, at vores oplevelse var en illustration af en meget større forståelse af ægteskabet. Det spørgsmål, som alle i et forhold skal spørge sin bedre halvdel er: ”Hvad kan jeg gøre for at gøre dit liv bedre?”

Det er kærlighed.

Jeg siger ikke, at det, der skete for mig og Keri, vil virke for alle. Jeg påstår heller ikke, at alle ægteskaber skal reddes. Men i mit tilfælde er jeg utrolig taknemmelig for den åbenbaring, jeg fik den dag.

Jeg er taknemmelig for, at min familie stadig er intakt, og at jeg stadig har min kone, min bedste ven, ved siden af mig i sengen, når jeg vågner op om morgenen.

Og jeg er taknemmelig for, at selv nu, flere årtier senere, at det stadig sker en gang imellem at en af os vender os i sengen og spørger: ”Hvordan kan jeg gøre din dag bedre”.

På hvilken side af det spørgsmål man befinder sig, så det gør det værd at vågne op hver morgen.”

Kilde: Richard Paul Evans

Hvor er det bare en utrolig tankevækkende tekst. Forhåbentlig kan dette give stof til eftertanke for alle, som har brug for det, og redde et forhold der er på vej i den forkerte retning. Du må hjertens gerne dele teksten, hvis du mener, at flere bør læse den!