Henry Winklers vej til succes var langt fra let.
Han kæmpede i skolen, hvilket resulterede i hård afstraffelse fra hans forældre, og efter et stykke tid påvirkede nedgørelserne og skældsordene, noget han svor, at han aldrig ville gøre mod sine egne børn, hans selvtillid.
Først årtier senere fandt han ud af, at der var en grund til, at han kæmpede, og da han vidste, hvor meget det satte ham tilbage, ville han bruge sin diagnose til at inspirere andre, især børn.
Selv om Winkler er en dygtig skuespiller, kom det ikke let til ham. Faktisk måtte han arbejde ekstremt hårdt for alle sine præstationer.
Og det hele begyndte, da han var barn.
Lige fra starten havde Winkler høje forventninger til sig selv, især når det gjaldt uddannelse.
– Mine forældre var meget, meget, meget, meget, meget små jøder fra Tyskland, fortæller Winkler til Yale Center for Dyslexia & Creativity.
– De troede på uddannelse. De mente, at jeg var doven. Jeg blev kaldt doven. Jeg blev kaldt dum. Jeg fik at vide, at jeg ikke levede op til mit potentiale.
Men Winkler troede ikke på sine forældre. Han følte, at han prøvede så hårdt, han kunne.
“Jeg vil ikke være dum”
På trods af at han prøvede næsten alle tricks i bogen, havde Winkler ekstremt svært ved at få succes i skolen, hvilket ikke kun resulterede i straf fra hans forældre, men også afholdt ham fra at deltage i skolefester eller teaterstykker.
– Jeg havde stuearrest i det meste af min gymnasietid. De troede, at hvis jeg blev ved mit skrivebord i seks uger ad gangen, ville jeg få det, og så ville de bare sætte en stopper for min dovenskab. Sådan skulle det være.
På trods af sine problemer i gymnasiet fortsatte Winkler med at tage en MFA-eksamen fra Yale University.
Han løb dog igen ind i nogle problemer efter endt uddannelse. Det viste sig at være ret svært at læse manuskripter.
– Man lærer at forhandle med sin læringsudfordring. Jeg improviserede. Jeg har aldrig læst noget, som det var skrevet, i hele mit liv.
– Jeg kunne meget af det udenad med det samme, og det, jeg ikke vidste, fandt jeg på og kastede forsigtigheden over bord og gjorde det med overbevisning, og nogle gange fik jeg dem til at grine, og andre gange blev jeg ansat, siger han.
Selv om han til sidst fik rollen som Arthur “Fonzie” Fonzarelli i ‘Glade dage’, indrømmede han, at han kæmpede under oplæsningen.
– Da vi lavede ‘Glade dage’, skammede jeg mig i 10 år over at læse rundt om bordet med producenterne, de andre skuespillere, instruktøren og alle afdelingslederne. Mandag morgen læste vi manuskripterne. Jeg snublede over hvert eneste ord. Jeg var fuldstændig flov. Hvis det er skrevet godt, er min hjerne i stand til at suge det til sig som en støvsuger.
Det var først, da hans stedsøn begyndte at få det svært i skolen og blev testet for indlæringsvanskeligheder, at Winkler overvejede, om han måske også var ordblind.
– Jeg tænkte: ‘Du godeste. Jeg har noget med et navn’. Det var der, jeg først forstod det.
Winkler var 31 år gammel på det tidspunkt.
– Jeg læste ikke en bog, før jeg var 31 år gammel, da jeg fik konstateret ordblindhed. Bøger skræmte mig. De gjorde mig nervøs, siger han.
Da han fandt ud af, at hans problemer med at læse skyldtes en indlæringsvanskelighed, blev Winkler vred.
– Jeg blev meget vred. For alle skænderierne i mit hus med de små tyskere, som var mine forældre, var forgæves. Al den jordforbindelse var til ingen nytte.
Men så brugte han sin diagnose til at inspirere andre, især børn, og det gjorde han ved at skrive en børneserie med en dreng ved navn Hank, en folkeskoleelev med ordblindhed.
Serien har fanget mange, og Winkler fortæller, at han ofte modtager breve fra børn.
– Hvert barn, der skriver et brev til mig om Hank Zipzer, skriver jeg tilbage. I hvert brev skriver jeg: ‘Din læringsudfordring vil ikke forhindre dig i at opfylde din drøm. Det er kun dig selv, der forhindrer dig i at opfylde din drøm.’
Selv om han stadig kæmper med sin indlæringsudfordring, har Winkler opnået stor succes. Ud over at have vundet adskillige priser for sin Hollywood-karriere har han skrevet flere bøger, og det blev for nylig annonceret, at hans erindringer ville blive udgivet i 2024.
Selv om han har opnået så meget, siger han:
– Ud over min familie er bøgerne det, jeg er mest stolt af, uanset hvad jeg har opnået.
Henry Winkler er en inspiration. Forestil dig, at du konstant bliver nedgjort af dine forældre, fordi du ikke er så succesfuld, som de gerne ville have været, og at du så senere får at vide, at du er ordblind.
Jeg er så glad for, at han var i stand til at overvinde sine udfordringer og være en inspiration for andre, der deler lignende kampe.
