Hver aften gik en ældre mand med langsomme skridt ud til det samme gadehjørne i Phoenix, Arizona. Han støttede sig til sit gangstativ, som han holdt foran sig.
Han stoppede altid det samme sted og sang ned i en kørestol. Gangstativet satte han foran som et bord. Så tog han forsigtigt kobbermønter op af sin taske og prøvede at sælge dem til forbipasserende.
Sådan brugte han hver aften, til månen kom frem. Så pakkede han sammen og forsvandt indtil næste dag, hvor han kom igen.
Lisa Fandrich arbejder som personlig træner i Phoenix, og hun så tit manden sidde ved gadehjørnet. Hun fik ondt af ham og kunne ikke lade være med at tænke på, hvorfor han sad der.
En dag gik hun hen for at tale med ham.
Hun satte sig ved siden af ham og spurgte, hvem han var, og hvorfor han sad der hver aften og solgte mønter. Manden sagde, at han hed Paul Lomax og var 76 år gammel.
Paul havde været gift med sin hustru i 54 år og havde boet i Phoenix med hende i næsten fire årtier. Men på deres gamle dage var det blevet knapt med penge, og nu levede de på bistand. De risikerede at miste deres hjem, hvis de ikke kunne betale deres regninger.
Derfor gik han ud hver aften og prøvede at sælge sin møntsamling. Han håbede, at pengene, han fik ind, kunne give hans hustru et bedre og tryggere liv.
Lisa blev meget rørt af Pauls historie, men bekymrede sig også lidt for ham. Det kunne jo være farligt for en gammel mand at sidde på et gadehjørne hver aften.
Men Paul var ikke bange.
Lisa ville hjælpe Paul på alle måder, hun kun kunne. Hun begyndte med at købe hans to yndlingsmønter og gav ham et kram som afsked.
Så gik hun hjem og startede en indsamlingsside på nettet, hvor hun fortalte Pauls historie. Der gik ikke lang tid, før fremmede begyndte at donere penge til den gamle mand og hans hustru.
Lisa blev ved med at besøge Paul og gav ham de bidrag, der kom ind via indsamlingen. Det viste sig at være en hel del – hele 30 000 dollar (næsten 190 000 danske kroner).
Paul og hans hustru kunne beholde deres hjem.
Foruden penge kom der også masser af kærlighedsfulde kommentarer til Paul via indsamlingssiden. Mange var rørte af det, han gjorde for sin hustru og tilbød at hjælpe det ælder par.
Der er nu gået tre måneder, siden Lisa første gang talte med Paul. Han sidder stadig ved det samme gadehjørne hver aften, og Lisa hilser tit på ham. Hans nye hus er reddet, og Paul har fået de penge, han havde brug for, men han bliver altså siddende. Han kan lide at tale med menneskerne, der kommer forbi, og han har fået mange nye venner.
Hvilken skøn historie! Tænk hvilke underværker vi kan gøre for vores medmennesker, hvis vi bare tør gå hen og tale med dem. Lisa er et forebillede for mig, og jeg ønsker, at flere var så godhjertede som hende.
Vi skal passe på vores gamle! Del gerne denne fine historie for at minde andre om det.
