Taxachaufføren var vred og ville hjem – men den næste kunde forandrede hans liv for altid

Vi mennesker har en tendens til at stresse og haste os gennem vores hektiske hverdag. Vi har så meget at gøre, og derfor glemmer vi ofte, hvad der virkelig betyder noget.

For livet handler ikke blot om store øjeblikke. Til sidst er det ofte de små øjeblikke, vi husker bedst – når vi indser, at familie og venner er vigtigere end tidsplaner og deadlines, at kærlighed og venskaber er vigtigere end materielle ting.

Denne historie handler om en taxachauffør og hans møde med en ældre kvinde i New York, og historiens budskab er noget, vi alle kan lære noget af.

Den viser, at vi er nødt til at stoppe op, reflektere og tage os tid til vores kære, eftersom det er på det tidspunkt, hvor vi indser, hvad som betyder noget. Læs og del denne historie med dine venner og familie – de er trods alt det vigtigste, du har.

“Det var en sen nat i august.

Taxachaufføren var netop ankommet til den adresse, hvor han var blevet bedt om at afhente en passager.

Han trykkede på hornet, og ventede på at passagererne skulle komme ud af huset.

Ingen dukkede op.

Han overvejede, om han bare skulle køre derfra, eller om han skulle blive ved med at vente et øjeblik.

Han besluttede sig for at parkere bilen, stige ud og gik op til døren for at banke på.

Taxachaufføren hørte en lyd bag den lukkede dør. Det lød som om noget meget tungt blev trukket hen over gulvet.

Så hørte han en skrøbelig stemme svare: “Bare et minut!”

Snart blev døren åbnet, og taxachaufføren blev mødt af en ældre kvinde, der lignede noget taget ud fra en film fra 40’erne.

Hun var iført en prikket kjole og en lille damehat. Lyden, som taxachaufføren havde hørt, kom fra en lille nylon-kuffert, som hun slæbte efter sig.

Taxachaufføren kiggede ind i kvindens lejlighed. Det så ikke ud som om, nogen havde boet der i flere år.

Alle møbler var dækket med hvide lagner, og papkasser fyldt med porcelæn og billeder stod stablet i et hjørne. Væggene var helt bare. Ingen ure, ingen billeder, intet.

Taxachaufføren bar den ældre kvindes bagage ud, og vendte herefter tilbage for at hjælpe hende ind i bilen. Hun takkede ham igen og igen for hans venlige gestus.

“Der er ikke noget at takke for. Jeg behandler alle mine passagerer på samme måde, som jeg gerne vil have, at enhver anden skal behandle min mor”, sagde taxachaufføren.

“Hvor er du en godhjertet ung mand”, svarede damen.

Den ældre kvinde gav ham en adresse, men bad ham om at køre gennem centrum af byen. Forvirret over damens foreslåede længere rute svarede taxachaufføren: “Det er ikke den korteste vej.”

“Det er helt fint med mig. Jeg har ikke travlt. Jeg er på vej til mit nye hjem på et plejehjem”, svarede den ældre kvinde.

Taxachaufføren kiggede på sin passager i bakspejlet og bemærkede, at hendes øjne var fugtige.

Med en blød stemme tilføjede hun: “Jeg har ingen familie længere. Og lægerne siger, at jeg heller ikke har lang tid tilbage at leve i.”

Taxachaufføren strakte sig lydløst mod taxameteret – og slukkede det. Så spurgte han damen, hvor hun gerne ville køres hen.

I løbet af de følgende to timer kørte de bare rundt i byen.

Hun viste taxachaufføren steder, som havde betydet meget for hende, og hun fortalte ham, hvor hun havde arbejdet som elevatoroperatør, og hvor hun havde boet med sin mand, efter de var blevet gift.

Den ældre kvinde tog ham også med til et dansested, hvor hun plejede at feste om aftenen, men hvor der nu lå en møbelforretning.

Der var øjeblikke, hvor hun bad taxachaufføren om at svinge ind mod kantstenen eller ind foran en bygning, hvor hun efterfølgende sad i tavsed og stirrede ud i mørket.

Da de første solstråler begyndte at komme frem, sagde den ældre kvinde: “Jeg er træt. Lad os køre videre.”

Til sidst ankom de til adressen, hun havde givet ham. Det var en lav bygning, der lignede et rehabiliteringscenter.

Taxachaufføren så to sygeplejersker stå foran bygningen, som om de allerede ventede på hende.

De kom hen til bilen, så snart taxachaufføren havde parkeret. Han trådte ud og åbnede bagagerummet for at tage kvindens bagage, og da han vendte sig om, så han, at den ældre kvinde nu sad i en kørestol.

“Hvor meget skylder jeg dig?”, spurgte hun, mens hun fandt sin pung.

“Ingenting”, svarede taxachaufføren.

Den ældre kvinde insisterede, han var jo nødt til at kunne forsørge sig selv. Men taxachaufføren sagde bare; “Der er andre kunder, jeg skal nok tjene mine penge.”

Uden at tænke strakte taxachaufføren armene ud, og gav den ældre dame et stort, varmt knus.

“Du gav en gammel kvinde et lille øjebliks lykke på mine sidste dage. Tak”, sagde den ældre kvinde.

Herefter knugede taxachaufføren hendes hånd, vendte sig om og begyndte at gå tilbage til sin taxa i det svage morgenlys.

Bag ham blev der lukket en dør. Det var lyden af et liv, der snart var slut.

Taxachaufføren samlede ikke flere kunder op i løbet af sin vagt. Han kørte formålsløst rundt, og lod tankerne strømme.

I løbet af resten af dagen kunne han næsten ikke få et ord ud over sine læber.

Hvad ville der være sket, hvis kvinden havde fået en uhøflig taxachauffør, eller bare en der gerne ville have køreturen overstået? Hvad hvis taxachaufføren havde været ligeglad, eller blot dyttet én gang og derefter kørt væk?

Efter at have tænkt et stykke tid slog det taxachaufføren, at han nok aldrig havde gjort noget vigtigere i sit liv.

Vi tror, at livet handler om de store øjeblikke. Men ofte er det de små øjeblikke, der skjuler de vigtigste øjeblikke i livet.”

Kilde: Elitereaders

Mødet fik manden til at indse, hvad der er vigtigt i livet, og hvad som gør det værd at leve. Du må hjertens gerne dele denne rørende historie med dine venner!