For ikke så længe siden skrev en af mine venner et meget vigtigt opslag på Facebook.
Det er ikke noget nyt, men stadig meget vigtigt. Endelig har jeg fået mere forståelse for, hvordan det er at leve med ADHD eller ADD:
“Jeg er præcis som dig, men alligevel anderledes.
Jeg har de samme følelser, oplever de samme ting. Bare lidt mere. Når jeg er glad, er jeg overlykkelig. Når jeg er vred, er jeg rasende. Når jeg er trist, er jeg fortvivlet.
Når nogen sårer mig, føles det som om, at hele verden går under. Når jeg får et kram, bliver alt straks godt igen, hvor slemt det end var før.
Nogle gange tager jeg alt personligt. Alt, som sker, føles som rettet mod mig. Og fordi jeg mangler en ventil i hjernen, må alt komme ud igen på en måde, ofte gennem munden. Jeg lyder måske vred. Du synes måske, at jeg overdriver.
Men fordi jeg savner den der ventil, som du har, bliver ting, som sker, meget store for mig. Jeg får ingen chance for at sortere i tankerne og rense det dårlige væk. Det der ikke er realitisk.
Jeg er ingen dårlig lytter, men nogle gange har jeg svært ved at koncentrere mig. Dryp fra vandhanen, en passerende bil, et par på en bænk; alt som du med hjælp fra din ventil kan lukke ud, bliver hængende i hovedet på mig. Jeg ser, at dine læber bevæger sig, men nogle gange, er jeg bange for, kan jeg bare ikke høre, hvad du siger, selvom jeg virkelig prøver.
Jeg gør det ikke for at være arrogant overfor dig. Det er bare fordi, der er så meget andet at lytte til. Og er vi i et helt stille rum, lytter jeg i stedet til stilheden, som blandes med tankerne i mit hoved. For der, der er der aldrig stille.
Nogle gange bliver du træt af mig, fordi jeg har spurgt dig om noget og bagefter stille næsten samme spørgsmål igen.
Nej, jeg er ikke dum i hovedet, langsom eller ubegavet. Det er bare det, at svaret, du gav mig, er forsvundet blandt andre tanker i mit hoved. Og så er jeg nødt til at spørge igen.
Og måske endnu en gang, så det sætter sig ordentligt fast. For at jeg kan huske det.
At ligge i sofaen hele aftenen og se film fungerer sjældent for mig. Efter lidt tid begynder det at krible i hele kroppen. Jeg mister koncentrationen og ser på alt muligt andet end det, der sker på skærmen.
Det er min krop, der vil fortælle mig, at jeg har brug for afveksling. Min tålmodighed er sluppet op, hvor god jeg end syntes, at filmen var. Giv min overtrætte hjerne en pause i ti minutter, og så kan vi fortsætte senere. Mit hoved har ikke samme evne til at bearbejde indtryk som din, og den bliver hurtigt træt.
Bliver du skør af min evindelige fiflen med telefoner, sengetæppet, tøj og alt muligt andet, jeg får mellem fingrene? Det er bare min måde at komme af med lidt energi på, så jeg kan holde fokus på dig.
Indimellem føles det måske som om, at jeg ikke forstår dig og dine følelser. Men jeg forstår så meget mere, end jeg kan sætte ord på.
For når der er stærke følelser i omløb, bliver min hjerne styret af dem, og ingen ord kan komme over mine læber. Jeg er fuldt optaget af at holde styr på kroppen, så den ikke gør ting mod mig selv eller andre, som jeg ikke ønsker.
Smider jeg ting overalt? Kaos er min måde at holde orden på. Fordi der er kaos i hovedet på mig, er det sådan, jeg føler mig tryk. Det er der, jeg føler, at jeg har kontrollen.
Er du forundret over, hvordan jeg kan være stiktosset det ene sekund og glad i det næste? Vær ikke det. Mit humør er styret af, hvilken følelse der får overtaget. Og det kan hurtigt ændres. I min hjerte er alt i konstant bevægelse. Nogle gange kan jeg ikke følge med.
Havner jeg ofte i konflikt med andre? Det er bare fordi, jeg hader uretfærdighed og nægter at se andre mennesker have det skidt.
At blande sig er mit speciale. Jeg gør det ikke for at irritere, men fordi jeg mangler den tilbageholdenhed, der plejer at kendetegne mennesker. Jeg manger at tænke på konsekvenser og sætter ofte mig selv i farlige situationer for at hjælpe mennesker, jeg kan lide eller har medlidenhed med.
Du synes måske, at jeg er ekspert i at stikke ud. Forstår du; jeg ser ikke det at være højlydt, hoppe i vandpytter eller grine højt som pinligt. Jeg gør det, der falder mig ind. Det jer føler for i situationen. Jeg har ikke tid til at tænke over, hvad andre mennesker mener om mig. Der er så meget andet, som distraherer mig.
Jeg forstår ikke instruktioner lige så hurtigt som dig. For mig handler det nemlig ikke om, hvad du siger, men hvordan du siger det.
Træt af, at jeg ikke kan finde nøglerne hver gang, vi skal noget for bagefter at finde dem i jakkelommen, når vi kommer hjem?
Det er bare, at du vænner dig til det. Min hjerne er så optaget af omgivelserne, at den ikke har tid til at huske, hvor ting er. Jeg lægger dem fra mig uden at tænke over det.
Vi med ADHD/ADD er intense. Vi føler mere. Vi hader mere. Vi sørger mere.
Men vi elsker også mere. For når vi elsker nogen, så gør vi det ikke bare med hjertet, men med hele kroppen.
Når du føler, at du ikke orker at være forstående længere – så gå ud. Tag en pause. Tag en pause fra os, for vi kan være nok så anstrengende. Der sker altid noget, når vi er med. Vi er i kontant uro. Men vi er ikke bare intense og hyperaktive.
Vi er også intelligente og kreative. Vi har bare en anden måde at tænke på, fordi vi savner den ventil. Vi har for at overleve skabt vores egen måde at være og agere på.
Det må du lade os have. Og giver du os den chance, chancen for at være præcis den, vi er, lader os drage fordel af det positive, der følger med handicappet, så kommer du til at se, hvor meget vi kan give dig. Du kommer til at forstå. Og være stolt over, at netop du kan følge med i vores rejse og opdage verden fra vores perspektiv.”
Dette indlæg er skrevet af Nadia Salwin. Du kan læse hendes blog her. Godt skrevet, Nadia!
Tryk gerne på DEL-knappen herunder for at hjælpe os med at dele dette vigtige budskab!
