Nationalskjalden er blevet indlagt på Odense Universitetshospital.
72-årige Kim Larsen blev i går aftes indlagt på Universitetshospitalet i Odense. Det oplyser hans manager på Kim Larsen og Kjukkens facebook-profil.
Det var problemer i forbindelse med omlæggelse til ny medicin, som sendte den folkekære sanger på hospitalet.
– Situationen er nu under kontrol, og Kim Larsen forventes snart frisk igen, skriver manageren Jørn Jeppesen på Facebook.
De senere år har man flere gange set Kim Larsen optræde med stok. I 2015 blev Kim Larsen opereret for en diskusprolaps og han blev nødt til at aflyse koncerter i Kina, men bagefter viste sangeren, hvor vigtigt det var for ham, at optræde for sine fans.
De planlagte koncerter i Danmark blev spillet, selvom sangeren måtte støtte sig til stokken.
Lad os alle ønske Kim Larsen god bedring, så nationalskjalden snart kommer på benene igen.
Foto: Wikimedia Commons / Jørund Føreland Pedersen