En pilot stod for en fantastisk indsats efter at have fået at vide, at de jordiske rester af en død soldat og soldatens familie var ombord på hans fly.
Kaptajnen var en mand ved navn Richard Rodriquez. Han var klar til at flyve et fly på en af sine vante ture, da en stewardesse trak ham til side og fortalte, at de havde en persons jordiske rester ombord.
Kaptajnen spurgte, om personen var soldat, og om han blev eskorteret af et følge, som også var ombord. Svaret var ja. Rodriguez spurgte, om følget kunne gå ombord på flyet tidligere og komme hen til ham.
Rodriguez talte med soldatens eskorte og spurgte, om der var noget, han kunne gøre for ham. Piloten sagde, at han syntes, at eskorten havde det sværeste job af alle i militæret.
Senere, da flyet var i luften, ringede en stewardesse ud til cockpittet og fortalte, at soldatens familie også var ombord.
Rodriguez fortalte senere om dagen på Facebook:
“Jeg fik netop at vide, at soldatens familie også er om bord”, fortalte stewardessen. Hun fortsatte med at fortælle, at soldatens mor, far, hustru og to-årige datter eksporterede deres søn, mand og far hjem. Familien var oprørte over, at de ikke fik lov til at se kisten, som soldaten lå i, før vi lettede.
Efter den flyvning skulle familien vente i fire timer, før de kunne komme på deres næste fly hjem til Virginia, USA. Faren til soldaten fortalte stewardessen, at det var blevet for meget for ham at vide, at sønnen lå under ham i lastrummet, men at han ikke kunne se ham, og han spurgte, om der var noget, man kunne gøre. Familien ville gerne stå foran bagagerummet, når sønnen blev båret ud af flyet.”
Gjorde noget uvant
Stewardessen spurgte det øvrige kabinepersonale, om der var noget, de kunne gøre for familien, og piloten sagde, at han nok skulle klare det.
Han gjorde noget meget usædvanligt – og forbudt. Rodriguez gik udenom det almindelige fly-kommunikationssystem for i stedet at kontakte flyledelsen via en sekundærradio. Han forklarede situationen og bad om hjælp til at arrangere en værdig hjemkomst for familien. Flylederen lovede at vende tilbage, men da Rodriguez ikke havde fået svar efter to timer, sendte han en ny besked. Til sidst kom et svar:
“Undskyld at det har taget så lang tid, men jeg måtte lige tjekke op på et par ting. Når I lander, kommer der et dedikeret team ud til flyet. Teamet vil eskortere familien uden for flyet. En bil vil blive brugt til at laste kisten, og der kommer endnu en bil til familien.
Familien bliver kørt til deres afgangsterminal og bliver eskorteret ind i terminalen, og hele tiden kan de se kisten med soldaten. Der er en privat sektion, hvor familien kan være i fred. Når deres fly ankommer, bliver familien eskorteret ud til rampen og siden af flyet, hvor kisten bliver lastet ind på den sidste tur hjem.
Mange af os i flyledelsen er gamle veteraner. Send gerne vores kondolencer til familien.”
Piloten printede beskeden ud og sendte den videre til familien. Da flyet var landet, besluttede han sig for at gøre noget særligt og stoppede før gaten.
Talte i højtalerne
Han trykkede på knappen til højtalersystemet og sagde:
– Mine damer og herrer, dette er jeres kaptajn. Vi har en passager, som fortjener al ære og respekt. Ombord er også hans forældre, hustru og datter. Vi vil bede alle passagerer om at blive siddende i jeres sæder, så familien kan gå af først.
Da flyet kom frem til gaten, og alt var klar, så passagererne kunne komme af, åbnede Rodriguez cockpittet og så to stewardesser i tårer. De fortalte, at de flyet standsede, ventede alle på, at soldatens familie kunne gå af først. Da familien tog deres ting, begyndte en passager at klappe ad familien, og en efter en fulgte flere efter. da familien gik fra flyet, viste passagererne deres støtte gennem støttende ord og kondolencer. Rodriguez sammenfattede:
“Mange passagerer takkede mig for min gestus. Men det var bare ord, som jeg kunne sige gang på gang, men intet jeg sagde kunne give os den modige soldat tilbage. Jeg beder jer om at reflektere over dette og hylde alle mænd og kvinder, der dagligt gør alt for, at vi kan føle os sikre og frie i dette land.”
Det er ord, som i hvert fald går lige i hjertet på mig. Der er hundredevis af mænd og kvinder, som gennem historien har kæmpet for os. De fortsætter i dag, og det er ikke mere end retfærdigt, at vi hylder alle, der dagligt kæmper for vores tryghed.
Del gerne historien, hvis du er enig!
