Glæden er stor hjemme hos Claudia Rex og Pelle Emil Hebsgaard. De skal nemlig være forældre igen.
Midt i den danske sommervarme er der kommet en ekstra solstråle i Claudia Rex’ liv. Hun er nemlig gravid. Det afslører hun på Instagram, hvor hun deler et sødt billede af sin gravide mave.
Den lille ny bliver andet barn for danseren og iværksætteren. Sammen med ægtemanden Pelle Emil Hebsgaard, som hun blev gift med i 2018, har hun allerede sønnen Zacharia fra 2019.
Og selvom den kommende lillebror eller lillesøster endnu ikke er født, så har den lille dreng allerede masser af kærlighed til den lille ny. Det fremgår tydeligt af de fine billeder, som Claudia Rex har offentliggjort sammen med nyheden.
På billederne kan man se en storsmilende Claudia Rex, der står sammen med sønnen. Mens farmand kærligt holder på babybulen, så kysser den lille dreng maven.
– Z glæder sig rigtig meget til at blive storebror, skriver hun til billedet.
Den kommende far har delt det samme billede, og her kommer han ind på, hvor travlt parret kommer til at få, når familien bliver udvidet.
– Yes den er go’ nok, vi udvider emperiet med endnu en tornado. Friskbagt af mrs. Claudirex om ikke så forfærdeligt længe. Hvem skal overhovedet bruge søvn til noget som helst.., skriver han til sit billede.
Du kan se Claudias billeder herunder eller ved at trykke HER.
Sikke en fantastisk nyhed! Nu hjælpes vi ad med at ønske familien tillykke med den kommende familieforøgelse.