Jeg tænker tit på mit og min fars forhold. Jeg plejer at fundere på, hvordan det har set ud gennem årene, og jeg mærker tit, hvor lidt jeg husker.
Visse stunder og situationer er brændt fast på nethinden. Andre gange husker jeg bare fragmenter og småting.
Selvfølgelig er forholdet gået op og ned i perioden, men jeg har altid vidst, at vi har haft hinanden, og det er jeg meget taknemmelig for.
Denne historie handler også om en søn og hans forhold til sin stedfar.
Vi kan bare gisne om, hvilke problemer hans stedfar kæmpede med, men ifølge sønnen, som lagde fortællingen op her, tog stedfaren en overdosis og kom sig aldrig rigtigt over det.
At miste et familiemedlem er en tragedie, men den her historie er på en måde også smuk. Den begynder med en kat og slutter med en kat, men den siger så meget mere om livet.
Frem for alt var det sidste sætning, der ramte mig lige i hjertet.
Her er sønnens historie:
Før min stedfar dræbte sig selv med heroin, lærte han mig “mandige” ting En af tingene, han tit kom tilbage til, handlede om husdyr. “Et husdyr giver dig den eneste ubetingede kærlighed, du nogensinde vil få. De vil bare have dig, og de beder aldrig om noget ekstra”, plejede han at sige.
En dag blev min kat påkørt af en bil, da jeg var på vej hjem fra skole. Jeg var 11 år gammel. Katten havde jeg døbt “Max”, og jeg var seks år, da jeg fik hende. Jeg skreg og løb efter hjælp. Hun lå og led i vejkanten, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Heldigvis kom min stedfar ud fra huset for at hjælpe. Jeg var i chok. Jeg græd ikke engang.
“Han kan redde hende”, tænkte jeg. “Han kan klare alt. Heldigt at han var hjemme.” Min stedfar tog hende op, vendte sig mod mig og lagde katten i mine arme. Hun stoppede straks med de pinefulde lyde og begyndte at spinde.
Han forklarede mig, at hun var skadet for altid. Hun skulle dø. Det kunne man ikke gøre noget ved. “Men nu har hun brug for dig. Hun har brug for en favn at føle sig tryg i, før hun går bort. Så længe du holder hende i dine arme, har hun ikke ondt. Det eneste, du skal gøre, er at tale med hende”, sagde han til mig.
Min stedfar trådte til side. Men han mærkede snart, at jeg stadig var i chock, og at det var ved at briste for mig.
Han sagde: “Vi tager hende til den mark, hvor de vilde kaniner bor.” Undervejs begyndte jeg, helt instinktivt, at tale med Max om kaniner. Vi gik i 3 minutter, og så stoppede Max med at spinde. Hun var færdig med at kæmpe.
Jeg stoppede og skreg panisk: “Far!”
Han vendte sig bare. “Hold hende bare, ven. Det er alt, hun har brug for.” Så jeg fortsatte med at gå, til vi kom derud, hvor vi plejede at se på kaninerne. Jeg begyndte at grave et hul, mens han kiggede på og fortalte om, at man “altid skal holde godt fast i sine venner. Så glemmer man smerten og tænker på minderne. Du vil aldrig være i panik, hvis du holder om nogen. Det er sådan, man gør, ven”.
Jeg lagde min kat i hullet og dækkede hende med jord. Han spurgte: “Er du klar?”. Jeg nikkede. “Det er okay at græde”, sagde han.
Mange år senere, efter at min mor og stedfar var blevet separeret, kontaktede min stedfar vores familie. Han ville ringe og sige, at han ikke havde det godt. Da vi til sidst kørte hen for at hilse på ham, var han en skygge af sit gamle jeg. Den mand, der engang var kraftigt bygget og vejede godt 100 kilo, var nu tynd som et stykke papir.
Vi blev der natten over. Alle lå og sov, og klokken var cirka 02:00. Jeg sneg mig hen til hans seng og satte mig i stolen ved siden af ham. Han havde en af sine hallucinationer. Jeg tog hans hånd. Han kunne ikke engang åbne den, så det endte med, at jeg holdt om hele hans arm, mens min stedfars øjne susede rundt i rummet. Han mumlede og ævlede om gamle skuffelser og knuste drømme.
Jeg forsøgte at tale med ham. “Kan du huske, da vi måtte begrave Max ved kaninhøjene?”. Men der blev ikke så meget tale om kaniner. Jeg holdt bare hans arm og fortalte om det gamle hus. Tænk hvad 15 år måtte have gjort ved facaden. Hvordan den gamle bod, han byggede, sikkert stadig stod der. Han begyndte at ryste, da jeg begyndte at tale om duftene fra vores kvarter om sommeren. Hvordan mynten voksede langs venstre side af vejen og plejede at smyge sig ind i stuen, når vinden lå lige på.
Så lukkede han øjnene og sov, helt roligt. Han gik bort 24 timer senere uden at få flere alvorlige anfald. Han led ikke mere. Jeg vil tro, at han brugte sine sidste 24 timer der på den åbne mark med sin 11-årige dreng. Kiggende på kattene og kaninerne, der hoppede rundt i skovbrynet. Talende om alt muligt, til han endelig sagde til mig, at det var tid til at gå tilbage.
Vi stod der i en evighed.
En helt fantastisk lærerig og rørende historie. Tårerne løb ned ad mine kinder – del den videre, hvis du også blev berørt!
