“Jeg har lært, at mennesker vil glemme, hvad du sagde, de vil glemme, hvad du gjorde, men de vil aldrig glemme, hvad du fik dem til at føle.”
Ordene er Maya Angelous, og jeg synes, at de siger en hel del om, hvordan vi faktisk påvirker – og påvirkes af – mennesker omkring os.
At være gode, oprigtige og søde ved hinanden for at efterlade gode minder, når vi er gået bort er noget, mange af os stræber efter. Desværre gælder det ikke alle. Nogle mennesker lader sig styre af egoisme og selviskhed og vil bare nyde deres eget liv, uanset hvordan det påvirker menneskerne omkring dem.
Enken i denne fiktive historie var på ingen måde som sin afdøde mand. Manden var nærig, grådig og ville have alle sine penge selv. Faktum er, at han var så nærig og grådig, at han også ville have dem med sig i døden.
Manden ville ikke efterlade en bøjet femøre til sin hustru, da han indså, at han snart skulle herfra. Da manden var gået bort, og han skulle begraves, kom enken dog på en genial måde til at opfylde løftet til manden, mens hun stadig kunne beholde sin egen moral og integritet. Om historien rent faktisk er foregået sådan her er ikke til at sige. Men jeg er helt sikker på, at den er værd at læse og dele.
Manden havde arbejdet hele sit liv, og hver eneste krone, han havde tjent, havde han sparet op. Han var en rigtig nærigrøv. Han elskede penge mere end noget andet. Så da helbreddet blev dårligere, sagde han en dag til sin hustru:
– Hør her, når jeg dør, vil jeg have, at du tager alle mine penge og lægger dem i kisten med mig. Jeg vil have mine penge med mig i det hinsides.
Han fik sin hustru til at love højt og helligt, at hun ville opfylde hans ønske og lægge alle pengene i kisten. Så en dag døde manden.
Manden lå i sit fine tøj, som han havde udvalgt, i den aflange kiste. Hans hustru var klædt i sort ved siden af sin bedste ven. Da ceremonien var ovre, og kisten skulle lukkes, udbrød enken:
– Vent lidt!
Hun gik hen til kisten og placerede en skokasse i den. Så lukkedes og låstes kisten, inden den i stilhed blev ført bort.
Fruens bedste ven var skeptisk.
– Jeg håber ikke, at du var dum nok til at lade alle pengene ligge i kisten med den der gamle nærigrøv, sagde vennen.
Fruen svarede:
– Jo, jeg lovede jo. Jeg er en god kristen, jeg må ikke lyve. Jeg lovede ham at lægge alle pengene i kisten med ham.
Vennen så mildest talt overrasket ud.
– Så du mener, at du lagde hver eneste øre i kisten?
– Ja da, svarede fruen. – Jeg tog alle pengene, satte dem ind på min konto og skrev ham en check.
Jeg ved ikke med dig, men den her historie satte i hvert fald et smil på mine læber.
Hvis du også har den sådan, så sid ikke og gem på den, men del den med dine venner, så endnu flere kan høre historien om den geniale enke.
