Doug og Melanie Pritchard ventede i spænding på familieforøgelsen. De ventede sig en lille datter. Graviditeten var gået godt, men da parret kørte til sygehuset, skete det, alle vordende forældre frygter. Noget gik grueligt galt.
Melanie signalerede tidligt til den ene jordemoder, at noget føltes forkert, da hun skulle føde sin lille pige. Hun følte sig svimmel og utilpas. Lægerne gjorde, hvad de kunne for at finde ud af, hvad der var galt, men de kunne ikke se, at noget skulle være galt med de indre organer. Derefter gik alt meget hurtigt. Melanies tal faldt meget voldsomt, og alle monitorer og skærme i rummet begyndte at bippe. Melanie holdt op med at trække vejret og fik hjertestop.
Hun var blevet ramt af noget meget usædvanligt, der hedder fostervandsemboli. Det sker cirka en gang ud af 80 000 fødsler. Man mener, at det sker, når fostervandet under fødslen kommer ind i moderens blodårer. Fostervandet indeholder mange æggehvidestoffer og partikler, som, når de havner i moderens blodbaner, menes at forårsage den meget pludselige reaktion, som skete hos Melanie.
Lægerne opererede hende akut, og de formåede at redde hendes lille baby ved kejsersnit. Men Melanie klarede den ikke. Hun var klinisk død, og familiemedlemmerne samledes for at tage afsked med deres elskede mor, hustru og datter.
Men 24 timer senere skete noget, der chokerede alle.
Doug og Melanie Pritchard havde været lykkeligt gift i tre år, da de ventede familieforøgelsen. Alt gik godt under graviditeten.
Men under fødslen gik det helt galt. Melanie blev ramt af fostervandsemboli og holdt op med at trække vejret. Selvom lægerne skyndte sig til operationsstuen med moren, kunne de ikke få liv i hende.
Hendes hjerte holdt op med at slå, og hun blev erklæret klinisk død. Lægerne fortalte, at hun havde brug for en hjerte- eller lungetransplantation, og selv hvis hun overlevede, ville hun formentlig have hjerneskader resten af livet. Til sidst genoplivede de hende og fik gang i hjertet, men fremtidsudsigterne så meget dystre ud.
“Min kone var klinisk død, da min datter blev født”, siger manden Doug og fortsætter: “Min første tanke var, at jeg ville blive enkemand”.
Lægerne bad Doug om at forberede sig på at tage afsked med sin hustru. Det var der, han bøjede sig ind over sin hustru og gav hende en sidste hilsen.
“Hvis du har nogen kampglød tilbage i kroppen, skal du blive ved med at kæmpe!”, hviskede han til Melanie.
Og det var som om, at disse små ord gav Melanie den styrke, hun havde brug for. Næsten 24 timer efter at Melanie var sovet ind, åbnede hun øjnene igen. Doug viste hende et foto af deres datter, Gabriella, som mod alle odds havde overlevet efter det hastige kejsersnit, mens Melanie havde kæmpet for sit liv. Og lykken, parret måtte have følt, kan næppe beskrives med ord.
Få timer efter at være vågnet kunne Melanie ånde selv igen. Stik imod hvad lægerne havde sagt havde hun ikke brug for en transplantation. Hun klarede sig sågar uden medicin. Inden ugen var omme, kunne hun på mirakuløs vis komme hjem til sin familie.
“Hendes hjemkost er et mirakel. At hun lever er et mirakel”, siger Doug.
Man kan roligt sige, at det er et mirakel, at Melanie overlevede, ikke sandt? Og jeg må virkelig rose lægerne, som gjorde derres ypperste for, at denne smukke mor ikke skulle miste livet alt for tidligt. Godt arbejde!
Del gerne, hvis du tror på, at mirakler sker, hvis bare vi tror på dem! Jeg ønsker denne skønne familie alt godt for fremtiden!
