Der er sket ting og sager i kolonihaven, siden optagelserne stoppede.
SPOILER: I artiklen omtales dele af seriens sidste program. Det afsnit vises først på TV 2 i næste uge, men kan allerede nu ses på TV 2 Play.
Programmet ‘Balladen om kolonihaven’ har gået sin sejrgang i Danmark. Her følger man en række beboere i Haveselskabet Jørgen Berthelsens Minde, hvor tingene langt fra altid går lige godt.
En mindre nabokrig er brudt ud, hvor parterne groft sagt er delt op i den ældre generation og den yngre. De er langt fra enige om tingene, og det har udviklet sig til både skænderier og trusler.
Det er især den i programmet nyvalgte formand Finn Lund Nyby, der stod på mål for kritikken, efter han – ifølge nogles opfattelser i kolonihaveforeningen – kuppede sig til magten.
I seriens sidste afsnit står det klart, at den hårde tone er blevet for meget, og flere medlemmer af bestyrelsen valgte at trække sig på den ekstraordinære generalforsamling i foråret.
I programmet går der et chok gennem lokalet, da formanden meddeler, at han ikke genopstiller.
Den besked bliver taget imod med glæde af flere fra den ældre generation, som længe har ønsket ham væk fra posten.
Men nu er der nyt fra den nordjyske kolonihaveforenning.
Ny formand på plads
TV 2 skriver, at der efter generalforsamlingen ikke var nogen, der ville stille op som formand. Da der var gået en måned uden konstitueret formand, stillede Finn Lund Nyby sig til rådighed igen.
Ifølge TV 2 fik han 70 procent af stemmerne, men ved godt, at det formentligt mest handlede om, at der ikke var et andet alternativ. Og at der er flere som hellere vil se en anden formand end ham.
– Det må folk gerne synes. Man må også gerne fortælle mig det. Men jeg insisterer på at blive talt ordentligt til, når jeg er til stede, siger Finn Lund Nyby til TV 2.
Selvom Finn Lund Nyby er tilbage som formand, så var han ikke den eneste der valgte at trække sig fra bestyrelsen på grund af de ting, som de blev udsat for, når de udførte deres frivillige arbejde.
Udover formanden, som nu er vendt tilbage, så kan man i programmet se, at næstformanden, kasseren og det menige medlem Susanne valgte at trække sig.
Man kan se sidste afsnit i reportageserien ‘Balladen om kolonihaven’ tirsdag i næste uge klokken 20:50. Man kan dog allerede nu se programmet på TV 2 Play.
Hvad tænker du om det? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarspor på Facebook.