Torsdag aften var der premiere i ‘Gift ved første blik’, men selvom seerne kommer helt tæt på, så lykkedes det det ene par at lave en hemmelig aftale.
Efter lang tids venten for mange seere kunne DR i går endelig blænde op for en ny sæson af ‘Gift ved første blik’. Her kunne seere se de to første ud af de fem par blive gift: Sara og Rasmus samt Jeanette og Michael.
Alle fire deltagere så ved første øjekast ud til at være glade for deres nye match. Under brylluppet kom den ene ekspert frem og fortalte, hvorfor de hver især var blevet matchet med hinanden.
De fire deltagere blev filmet hele dagen, men det lykkedes alligevel et af parrene at få et øjeblik for sig selv, hvor de kunne få en hemmelig aftale på plads. Det skriver HER&NU.
Hemmelig aftale
Et af årets match er Jeanette Lagoni og Michael Ewald, og det lykkedes dem at få afklaret en ting uden gæsterne blev involveret.
Et bryllup er jo normalt en kærlighedsfest, hvor brudeparret kender hinanden godt i forvejen. I Danmark er der mange steder tradition for at slå på glas og tallerkener eller trampe i gulvet for at få de nygifte til at kysse. Men i ‘Gift ved første blik’ kender deltagerne ikke hinanden, og folk har forskellige holdninger til det fysiske aspekt af et forhold.
Det var også det, som Jeanette og Michael fik talt om under fire øjne.
– Efter vi blev viet, spiste vi frokost, fordi der var et andet par, der skulle til, og der bad Michael om lige at få fem minutter, hvor vi aftalte, hvad vi skulle gøre, når gæsterne klingede på glassene. Så jeg tror, at vi maks havde fem minutter uden kamera på, siger Jeanette Lagoni til HER&NU.
Aftalen blev, at de ville give hinanden et kys på kinden og et kram.
I programmet ser man lidt af Jeanettes nyrenoverede hjem, og det er faktisk en ting, der skabte en hurtig forbindelse mellem parret. Jeanette har nemlig slået sig ned i nærheden af, hvor Michaels forældre bor. Det kunne man se skabte glade samtaler mellem det nygifte par og Michaels forældre.
Hvordan det kommer til at gå Jeanette og Michael samt de andre par kan man se i løbet af resten af programmet.
Du kan se ‘Gift ved første blik’ hver torsdag klokken 20.00 på DR 1.
Hvad tænker du om det første afsnit? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.