Det var en fantastisk præstation, da Jonas Vingegaard i går vandt en etapesejr i Vuelta a España og dedikerede sin sejr til sin holdkammerat, der var i et forfærdeligt trafikuheld tirsdag morgen.
Jonas Vingegaard vandt i går etapen, og kravlede op i det samlede klassement i Vuelta a España. Han er nu på andenpladsen – bare 29 sekunder efter holdkammeraten Sepp Kuss.
Men det var tydeligt efter etapen, at det ikke var sejren, der var i Jonas Vingegaards tanker, da han trillede over målstregen.
Hans holdkammerat kørte nemlig galt med sin gravide hustru, og han måtte genoplives på stedet. Siden blev han lagt i kunstigt koma, men 300 meter før mål fik Jonas Vingegaard den gode nyhed, at Nathan Van Hooydonck, der er hans bedste ven, var vågen.
En der var begejstret for Jonas Vingegaards præstation i går var Bjarne Riis, der i B.T. åbnede op om sine tanker.
Menneskeligt at vise følelser
For selvom Bjarne Riis jublede over Jonas Vingegaards sejr, så var det den unge cykelrytters evne til at vise følelser, som i den grad fik ordene frem hos Bjarne Riis.
– Det er menneskeligt og forskelligt fra person til person, hvor meget følelserne sidder uden på huden. Det gør de for Jonas, han er ikke bange for at vise sine følelser. Det, synes jeg, er stærkt, siger Bjarne Riis til B.T..
Han var også meget imponeret over, hvordan Jonas Vingegaard kunne tage sig sammen og levere en fantastisk præstation efter at have modtaget så dårlige nyheder.
Efter etapen kom det frem, at Nathan Van Hooydonck var vågen igen efter at have været lagt i kunstig koma, men i et opslag kunne Jumbo-Visma fortælle mere om hans tilstand. De skrev på Facebook, at belgieren ikke er kommet til skade på på grund af biluheldet.
– Yderligere medicinske undersøgelser skal nu fastslå, hvorfor Nathan fik det dårligt, da han kørte sin bil, skrev Jumbo-Visma på Facebook i går efter etapen.
Hvad tænker du om Bjarne Riis’ udmelding? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt på Facebook.