58-årige Johnny Hansen kan snart opleves i en særudgave af ‘Den store bagedyst’ og nu åbner han op om, hvad hans forhold til at lave mad er.
Mandag kom det frem, at der kommer en særudgave af ‘Den store bagedyst’. Her skal seks kendte danskere deltage i ‘Bagedysten med stjernedrys’.
En af de udvalgte er Johnny Hansen, der er kendt som forsanger i bandet Kandis.
Han bor sammen med hustruen Gitte og deres lille dreng Nicklas. Selvom han har travlt med både familien og at rejse land og rige rundt med Kandis, så har han fundet tid til at deltage i det nye program. Overfor HER&NU sætter han ord på, hvad hans forhold er til at lave mad.
Kan nørde en hel dag
I ‘Den store bagedyst – med stjernedrys’ er det bagningen, som Johnny Hansen skal prøve kræfter med, men selvom det ikke normalt er det, som han kaster sig over, så er han glad for at stå i et køkken.
– Jeg elsker at lave mad. Jeg kan stå og nørde med en fond en hel dag eller lave en hummerbisque eller simrerretter. Det er ikke nogen straf for mig at stå i køkkenet, og jeg kan sagtens stå der i mange timer, siger han til HER&NU.
Han har tidligere givet udtryk for sin glæde for at lave mad i programmet ‘Til middag hos’, hvor han også fortalte, at han tit står for aftensmaden.
Når han skal medvirke i ‘Den store bagedyst – med stjernedrys’ skal han og de fem andre deltagere prøve kræfter med en hemmelig udfordring og et mesterværk, som de har kunne øve sig på hjemmefra.
De andre deltagere i programmet er Jacob Riisgaard fra ‘Løvens hule’, Anne Glad fra ‘Kender du typen?’, journalisten Ditte Okman, den tidligere håndboldspiller Jesper Nøddesbo og komikeren Natasha Brock.
Hvor deltagerne i ‘Den store bagedyst’ normalt har en stor interesse for at bage, så har ingen af de udvalgte deltagere en særlig interesse eller kompetence indenfor bagning, lyder det fra DR om deltagerne i pressemeddelelsen.
‘Den store bagedyst – med stjernedrys’ har premiere mandag den 1. januar klokken 20.00 på DR1 og klokken 6.00 på DRTV.
Hvad tænker du om, at der kommer en særudgave af ‘Den store bagedyst’ med kendte danskere? Kom gerne med din mening i artiklens kommentarfelt.