
Den 22. december sov ‘Matador’-stjernen Lille Palle ind efter længere tids sygdom, og han bliver bisat til januar.
Kort før jul mistede Danmark desværre en af de store musikalske stjerner, da sangeren Lille Palle gik bort efter længere tids sygdom ifølge avisen.dk.
Før sin bortgang den 22. december var Lille Palle – med det borgerlige navn Palle Andersen – ramt af flere blodpropper og boede på plejehjem i Gilleleje den sidste tid.
Lille Palle blev 81 år og var især et populært navn i 1970’erne kendt for flere muntre viser, men han var også kendt som skuespiller blandt andet fra TV-serien ‘Matador’.

Palle var munter
Her medvirkede han i et enkelt afsnit, hvor han spillede tre sange på harmonika, da Jernbane Restauranten fik en makeover og blev et dansested i slutningen af fortællingen.
Også film som ‘Piger i trøjen 2’ og ‘Piger til søs’ havde Lille Palle på rollelisten med flere musikalske indslag i den lumre afdeling.
Musikeren fik faktisk i sin tid sit tilnavn på Bakken, hvor han blev præsenteret med sætningen “Her kommer vores egen lille Palle”.
– Palle satte liv i enhver forsamling alene ved sin tilstedeværelse. Altid en munter bemærkning og altid en sand spilleglæde, når han gavmildt greb harmonikaen, skriver vennen Bjarne Lisby på Facebook i forbindelsen med hans død.
Parret blev skilt
Privat blev Lille Palle i 1991 gift med Lene Dahl, men parret blev skilt i 2015 – i alt var musikeren gift tre gange i sit liv.
Musikeren efterlader sig tre børn – han fik en datter med sin første hustru og to sønner med sin anden hustru.
Bisættelsen finder sted den 10. januar 2024 kl. 11 fra Gilleleje Kirke, hvor der altså bliver taget en sidste afsked med den muntre spillemand.
Hvil i fred!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!