Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hestemilliardæren efter ‘Operation X’-kritik: Heste er vilde dyr og kræver en vis hårdhændethed

Andreas Helgstrand står nu frem efter ‘Operation X’-afsløringerne.

Man må sige, at ‘Operation X’ gjorde lige netop det, de er allerbedst til, da der tilbage i november blev sat fokus på dyrevelfærden hos Helgstrand Dressage.

Opmærksomheden var enorm, hvilket kunne ses over hele landet, da Morten Spiegelhauer i samarbejde med holdet kunne afsløre nogle af medarbejdernes hårdhændede metoder overfor hestene.

Her kom det frem, at hestene havde mærker efter piske og spore, og så kunne en medarbejder også fortælle, hvordan en hest havde blødt fra sin mund.

Fik store konsekvenser

Afsløringerne fik voldsomme konsekvenser for Andreas Helgstrand, der efterfølgende blev smidt af landsholdet, så han ikke kan deltage ved OL senere i år.

Ligeledes valgte Dansk Ride Forbund at opsige deres samarbejde med Helgstrand, ligesom at Helgstrand Dressage ej heller må agere lærested for beriderelever.

Hertil kan også nævnes de enorme økonomiske konsekvenser, som afsløringerne har haft for hans forretning.

Nu sætter hovedpersonen så ord på dokumentaren, og hvad den har medbragt.

Artiklen fortsætter under billedet…

Andreas
Andreas Helgstrand. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Flere af de ansatte er sygemeldt med stress

I et interview med TV 2 Nord fortæller Andreas Helgstrand, at han var rasende efter at have set optagelserne.

Det er kendt, at Helgstrand tidligere tog TV 2 hele vejen til retten i et forsøg på at undgå, at dokumentaren blev sendt, men i interviewet fortæller han, at det var for sine ansattes skyld og ikke sin egen, da flere af medarbejderne har været sygemeldt med stress lige siden.

Ligeledes erkender han, at han ikke har været tæt nok på adfærden til at opleve den, da han selv har været i en anden ejendom.

– Der er jo klart, at man åbenbart ikke var tæt nok på tingene. Vi har tre ejendomme med heste, og der hvor jeg er, er ikke der, det foregår. Det er foregået på en af de andre, hvor vi rider heste til – og unge heste, der bliver tilredet, det kan godt se vildt ud, forklarer han til TV 2 Nord.

Mediet skriver dog, at ét af hans argumenter har lydt, at det kræver en hvis hårdhændethed at tilride hestene, da de jo er vilde dyr.

Afslutningsvis fortæller han også, at han troede, at han havde ansat “the best in class” i form af trænere, ryttere og lignende, men at de nu er blevet afskediget.

Hvad tænker du om Helgstrands udtalelser? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere får mulighed for at give deres mening til kende.