Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Nu er Dennis Knudsens bil solgt på auktion: “Jeg er pisse skuffet”

Dennis Knudsens milliondyre Audi har nu skiftet ejermand.

En ægte skandale.

Sådan kan man vist rolig omtale den episode, der fandt sted tilbage i sommer, hvor Dennis Knudsen blev den uheldige hovedperson.

De fleste kender nok allerede til episoden, hvor kendisfrisøren var på vej hjem fra sommerferie i Jylland, hvorefter han havde håbet på en hyggelig tur hjem til Korsør med Molslinjen.

Desværre mødte han for sent op til afgangen og blev afvist, hvilket resulterede i et raseriudbrud, hvor medarbejdere blev overfuset og genstande blev skubbet og væltet på et kontor.

Ligeledes blev bommen også løftet, hvorefter Dennis kørte ombord i sin Audi Q7.

Politiet ankom til scenen, og Dennis blev sigtet for vanvidskørsel og fik beslaglagt bilen, ligesom at han også fik frataget sin kørekort.

Sagens første punktum kom så i december, hvor dommen faldt.

Her blev han dømt skyldig i fareforvoldelse og vanvidskørsel. Dermed blev det til 40 dages betinget fængsel, ligesom at han også fik konfiskeret bilen.

Derfor skulle den også på tvangsauktion og det skete torsdag aften.

Artiklen fortsætter under billedet…

Dennis
Dennis Knudsen, da han var i retten i december. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Det er et nederlag

Det skriver Jydskevestkysten.

Bilen røg under hammeren ved Haderslev Auktion, hvor det altså var tid til at finde en ny ejermand.

En Audi Q7 har en værdi på 1.2 millioner kroner fra ny af, og selv havde auktionshuset håbet på at få mellem 400.000 til 450.000 for Dennis’ gamle øse.

Men da hammerslaget lød for sidste gang, så lå det endegyldige bud på 375.000 kroner plus 3750 kroner i salgsprovision, hvilket var til stor skuffelse for ejeren af auktionshuset, Peder Bo-Scherrebeck.

– Jeg er pisseskuffet, det er da et nederlag. Vi satte måske forventningerne en anelse højt, men jeg er da skuffet. Havde det været 5.000 under, så havde jeg været lige så skuffet. Jeg er ringe til at tabe – det er også derfor, jeg ikke spiller Matador. Der er altid afgiftsspørgsmålet, og det kan godt være en “dark horse”. For hvad ligger den præcise afgift på? Det kan være det, der har gjort, at prisen ikke blev så høj som forventet, lyder det til mediet.

Ifølge mediet så blev bilen købt af Alaa Omer, som ejer bilforretningen Trust Auto i Sønderborg.

Hvad tænker du om sagen? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere får mulighed for at give deres mening til kende.