Imago/Ritzau Scanpix

Kasper Hjulmands ord er pinlige: Derfor skal Danmark have en ny landstræner

Der er flere ting, der peger på forandring på det danske landshold.

Kasper Hjulmand, jeg medgiver, at det har været sjovt, men som vores elskede Shu-bi-dua engang sang, så har alting en ende.

Og som jeg ser det lige nu, så er din tid som landstræner slut.

I denne artikel vil jeg forklare, hvorfor vi skal have en anden landstræner.

Dette er en kronik. Holdningerne heri er skribentens egne.

Du har gjort noget helt fantastisk for vores landshold, Kasper. Det må jeg give dig.

Vores landstræner tiltrådte i 2020, men det var først under EM i 2021, at vi fik ham at se i spidsen for landsholdet.

Og jeg vil sige så meget, at der ikke er mange danskere derude, som lige foreløbig glemmer den slutrunde.

Dette er der selvfølgelig flere grunde til.

For det første blev Danmarks kampe spillet i Parken, hvilket var helt fantastisk at være vidne til.

Desværre var hele landet dog lige ved at blive ramt af sorg grundet vores åbningskamp mod Finland, som altid vil blive husket for Christian Eriksens hjertestop.

Heldigvis er Christian her stadig, hvilket hele Danmark selvfølgelig er lykkelige over.

Den forfærdelige hændelse resulterede også i noget særligt, der skete både på banen og rundt i landet.

Spillerne slog nemlig ring om Eriksen, og danskerne slog ring om landsholdet.

Der var et tydeligt sammenhold, og det var magisk at se.

Slutrunden vil også blive husket for vores fantastiske færd til semifinalen, og herefter red vi ellers på en bølge, der varede hele vejen til VM i Qatar.

Herefter stoppede festen så også. Og den stoppede brat.

Elendigt VM

Vi gik ind til den slutrunde som det 10. bedste hold i Europa.

De andre lande frygtede os, grundet vores præstationer under EM, men det skulle vise sig, at de havde intet at frygte.

Vi spillede 0-0 mod Tunesien, og her husker jeg selv tydeligt, at man efterfølgende sad med en flad fornemmelse, men også håbet om, at vi sagtens kunne gøre det bedre.

Selvom vi efterfølgende skulle møde Frankrig, så havde vi netop besejret dem to gange i Nations League.

Desværre har de bare en spiller ved navn Kylian Mbappé, og med to mål sikrede han en fransk sejr.

Dermed skulle vi vinde over Australien, og som vi alle husker, så skete det ikke.

Vi tabte, og dermed endte vi slutrunden uden en sejr.

Hvis du synes, at det lyder genkendeligt så spoler vi lige tiden lidt frem.

Artiklen fortsætter under billedet…

Kasper
Kasper Hjulmand. Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Det har været skuffende

Ja, vi kvalificerede os efterfølgende til det EM, der lige nu bliver afholdt, men vi var altså også i pulje med San Marino, hvor snakken gik mere på, hvor meget vi helst skulle vinde med.

Her vandt vi altså KUN 1-2. San Marinos mål var sågar deres første i to år.

Hertil lå vi også i pulje med Kazakhstan, og selvom vi vandt hjemme, så husker de fleste også vores kæmpe kollaps i Kazakhstan.

Vi gik stadig videre og dermed var der lagt op til håbet om endnu et EM 2021, eller måske endda 1992.

Det kom aldrig.

Vi blev slået ud af Tyskland, hvorefter der var stor dramatik grundet flere dommerkendelser.

Det er lidt pinligt

Jeg kan godt se problematikken vedrørende Tysklands straffespark og Joachim Andersens påstand om, at den aldrig var blevet dømt i Premier League.

Jeg køber dog ikke Kasper Hjulmands kritik, der kun handlede om VAR.

Landstræneren brugte sin taletid på pressemøderne på at vise billeder på sin telefon af en offside-kendelse, som VAR havde opsnappet, hvilket han kaldte “latterligt”, og at man bare ledte efter en dom.

Jeg er ked af at sige det, Hjulmand, men VAR er milimeterpræcis, og det er blevet vedtaget, at man skal gøre brug af teknologien.

Dermed må vi bare acceptere dens udfald.

Du havde jo været glad, hvis det havde været til vores fordel.

Flere slutrunder uden sejr

Ikke alene tabte vi 0-2. Vi endte endnu en slutrunde uden sejr.

Vores forsvar var ganske imponerende under slutrunden, men vores offensiv var fuldstændig tandløst.

Jeg savner simpelthen noget ejerskab. Noget vilje. Noget nytænkning?

Det var allerede et stort emne inden slutrunden, men hvordan kan man eksempelvis kigge fuldstændig forbi Matt O’Riley, der både vandt det skotske mesterskab, den skotske pokalturnering og som samtidig bankede mål ind?

Set i bakspejlet kunne vi virkelig godt have brugt nogle offensive kvaliteter.

I stedet valgte man at gå med de rutinerede kræfter, men hvad gav det os?

Selvom jeg elsker mange af landsholdspillerne, så mener jeg, at vi står over for et generationsskifte, og det lader ret meget til, at der skal en ny landstræner til, som tør lave de her udskiftninger i truppen.

Og jeg er altså ikke alene om holdningen om en ny landstræner. Efter kampen mod Slovenien kom kritikken også fra flere eksperter.

Til gengæld er der masser af opbakning at hente blandt den danske befolkning.

Danskerne støtter stadig Hjulmand

Newsner har spurgt danskerne, om Hjulmand fortsat skal være landstræner, og her er det tydeligt, at han stadig er elsket.

– Selvfølgelig skal han det, lyder det fra en læser.

– Ja, selvfølgelig, han er den bedste til jobbet, skriver en anden.

– Ja, selvfølgelig skal han det, han gør det godt, skriver en tredje.

Faktisk er det virkelig tydeligt, hvor mange der stadig ønsker, at Hjulmand fortsætter, for stort set alle de adspurgte har svaret “ja”.

En læser skriver endda, at Hjulmand skal blive, fordi det både går op og ned i fodbold.

Jeg er helt enig, men det har altså ikke gået op i flere år.

Nu gør man grin med os

Den tyske legende Michael Ballack sagde inden kampen mod Tyskland, at man ikke skulle frygte danskerne, da vi er harmløse, og lad os bare være ærlige. Han har da helt ret.

Vi er simpelthen gået fra at være et hold, som folk holdt øje med ude i verden, og som de andre hold frygtede.

Nu kalder de os harmløse.

Vi har ikke vundet en slutrundekamp siden 2021. Hold lige fast i den tanke.

Ønsker vi et hold, der kun kan spille uafgjort, eller et hold, der kan vinde kampe?

Nu spørger jeg lige igen. Skal Kasper Hjulmand fortsætte som landstræner? Skriv dit svar i kommenartsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan svare.