Danskeren skal ikke forsvare de danske farver under OL i Paris.
Det var en drøm, der havde været så smuk på flere parametre.
Desværre står det nu klokkeklart, at det kommer til at forblive en drøm.
For få dage siden valgte Holger Rune at trække sig fra sin kvartfinale i Hamburg.
Kort tid efter meldte han også fra til en turnering i Kroatien.
Årsagen skulle findes i en håndledsskade, og ifølge tennisstjernes mor, Aneke Rune, hang hans deltagelse ved OL i en tynd tråd, da flere læger havde undersøgt Holger og vurderet, at håndleddet skal fikseres.
– Det er voldsomt deprimerende at høre på. Vi har dog ikke opgivet håbet. Vi flyver til Monaco i morgen tidlig (tirsdag morgen, red.) og får en ny scanning, hvor de sprøjter kontrastvæske ind, så vi kan se meget præcist, hvad der sker derinde. Deres udstyr er ekstremt godt, ved vi fra dengang med ryggen (Runes tidligere rygskade, red.), lød det tidligere på ugen.
Nu er meldingen så endelig kommet, og desværre er det, hvad de danske fans frygtede.
Holger Rune er nødsaget til at trække sig fra OL.
Det oplyser Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse.
Om beslutningen udtaler Holger:
– Jeg er rigtig ked af, at jeg må melde fra OL. Det er noget, jeg har glædet mig enormt til at spille og være en del af. Mit håndled har voldt problemer siden jeg spillede i Rom og efter at have spillet med smerter gennem både grus- og græssæsonen, er jeg nødt til at tage de lægelige anbefalinger seriøst. Der er sat forskellige tiltag i gang, og går alt efter planen skulle jeg kunne blive klar til at spille de kommende turneringer i USA. Jeg vil følge med i OL hjemmefra og heppe på alle de danske atleter, og jeg håber og tror på, vi kan hive mange medaljer med hjem fra Paris. Kom så Danmark.
Med Holgers afbud blev der også sat en endegyldig stopper for et scenarie, som de fleste danske tennisfans havde håbet på.
Artiklen fortsætter under billedet…
Ingen mixed double med Caroline
Lige siden Caroline Wozniacki annoncerede sit comeback, har snakket lydt på, at hun skulle spille mixed double med Holger under OL.
Den plan led dog sit første knæk, da det kom frem, at de tilsammen ikke havde en god nok placering på ranglisten til at være blandt de 16 udvalgte.
Faktisk lå Caroline og Holger tilsammen på plads nummer 17, og dermed var de førstereserver.
Det er dog ligegyldigt nu efter Holgers afbud.
Dermed hviler de danske tennisdrømme nu på Clara Tauson og Caroline Wozniacki i kvindernes singleturnering.
Hvor er det trist.
Lad os ønske Holger Rune rigtig god bedring i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive til ham.