Mikkel Pasztor

Marc i forfærdeligt uheld i ‘Robinson’: Nu deler han den triste sandhed

Marc Ciano sætter nu ord på den voldsomme ulykke.

Vi advarer mod stærke billeder i artiklen.

I mange år var han en del af den danske realityverden, hvor han medvirkede i flere populære programmer.

Eksempelvis gav han den gas i ‘Paradise Hotel’, ledte efter kærligheden i ‘For lækker til love’, og så endte han faktisk også med at vinde et program.

Det var nemlig ikke på den øde ø i ‘Robinson Ekspeditionen’, at Marc stiftede bekendtskab med Jakob Kjeldbjerg første gang.

Jakob var også vært på programmet ‘Et ton cash’, der blev sendt for 10 år siden, og her var det faktisk Marc, der løb med sejren.

Newsner mødte Marc til forpremieren på dette års ‘Robinson’, og her tog vi en snak om alt fra fortiden til den forfærdelige ulykke, der endte med at koste ham sin deltagelse.

Ville vise en ny udgave af sig selv

Smilet kommer hurtigt frem, da vi taler om sejren i ‘Et ton cash’, og selvom han fortæller, at han er stolt af sejren, så håber Marc også, at folk, der fulgte med dengang, kan se, at han har ændret sig.

– Jeg har udviklet mig fra de programmer, så i ’Robinson’ tog jeg også med for at vise en nyere version af mig selv, en mere moden version af mig selv. Jeg er blevet familiefar og har andre værdier og ville gerne testes fysisk og psykisk og vise, at jeg kan holde til det.

Hvert år møder vi altid nogen, hvor man virkelig kan mærke, at de brænder for at være med i ‘Robinson’.

Sidste år var det eksempelvis Lars og Toft, der begge fortalte, at de var store fans af programmet, og i år kan man vist godt sige, at det er Marc.

– ’Robinson’ har altid været en kæmpe drøm. Jeg har søgt i rigtig mange år, og i år passede det perfekt.

– Jeg har set alle sæsoner af ’Robinson’, og jeg må ærligt indrømme, at da jeg fandt ud af, at jeg skulle være med, der måtte jeg ”tage det gamle album frem fra Viaplay”, for man vil jo gerne blive inspireret og forberede sig, så godt man kan, forklarede han med et smil.

Dem, der har fulgt med i de to første afsnit, har flere gange hørt ham tale om, hvor meget han ser frem til dysterne, men det var netop i en dyst, at drømmen brast.

Allerede i afsnit nummer to kommer Marc nemlig så voldsomt til skade, at han må forlade ekspeditionen, og nu sætter han ord på den forfærdelige situation.

Artiklen fortsætter under billedet…

Marc
Marc Ciano, da Newsner møder ham til forpremieren. Foto: Mikkel Pasztor

Fingerhovedet ryger af

I afsnittet skal det orange hold og det lilla hold transportere en rambuk gennem en bane, og undervejs skal deltagerne føre armene ind mellem nogle pæle for at kunne løfte den.

Det ligner længe, at orange hold er ved at løbe med sejren, hvorefter man ser Marc trække hænderne til sig og komme med et udbrud af ren smerte.

– Der sker en voldsom ulykke, som man ser på tv… Mit fingerhoved ryger af. Det kommer i klemme.

Artiklen fortsætter under billedet. Vi advarer mod stærke billeder.

Marc
Foto: Viaplay Group

Det har været psykisk hårdt

Til pressemødet er det tydeligt, at Marc bærer en forbinding om fingeren, og da snakken falder på ulykken, fjerner han den, så man kan se, hvor han er blevet syet.

Man havde ikke troet det, hvis man blot havde set Marc til pressemødet. Smilet var nemlig stort, men overfor Newsner falmer det, da han indrømmer, at det er et poker face, så folk ikke ved, hvad der virkelig skete.

– Min drøm blev til et forfærdeligt mareridt. Jeg har det også hårdt i dag. Det her game face, jeg har på, bliver jeg nødt til at have på, for folk skal ikke vide det. Rent psykisk har det været rigtig hårdt for mig at håndtere det her, lyder det ærligt fra Marc.

I afsnittet hører vi Jakob Kjeldbjerg, der efterfølgende fortæller, at holdkammeraterne på ingen måde må føle skyld over ulykken, og det er Marc helt enig i.

– Jeg kan jo ikke bebrejde nogen for det, og det gør jeg fandme heller ikke. Det var mig selv, for jeg ved, at jeg var overtændt. Jeg ville det her så meget, og jeg kan kun bebrejde mig selv.

Græd ikke over smerten

Selvom Marc fortæller, hvordan spidsen af fingeren bogstaveligt hang ved siden af, så vil han meget gerne fortælle seerne, at han var frisk på at fortsætte.

– Det er ret vigtigt for mig, at folk forstår, at jeg havde deltaget videre, hvis jeg havde fået grønt lys. 100 %.

I programmet er Marc forståeligt nok fuldstændig ødelagt, hvilket de fleste uden tvivl havde været, men faktisk fortæller han, at det slet ikke var den forfærdelige smerte, der fik ham til at græde. Marc vidste nemlig allerede, hvad klokken havde slået.

– Jeg ville ikke ud, og jeg hulker, som man kan se i programmet, og det er fordi, jeg kan se for mig, hvad der kommer til at ske. Smerten var ulidelig, fordi jeg vidste, at jeg ryger ud. Jeg kan godt tage smerte, og jeg græd ikke en eneste gang på hospitalet, for smerten bed jeg i mig. Den rigtige smerte var drømmen, der blev knust, fortæller Marc.

Marc
Foto: Viaplay Group

Hvor er det trist at høre, at din drøm blev knust, Marc.

Vi sender dig varme tanker.