Renée og Thomas har ligesom mange andre danskere allerede lagt planer for efterårsferien.
Der var dømt stjernetræf og smil alle steder, da dørene til Imperial blev slået op søndag.
Årsagen skal findes i den spritnye børnefilm ‘Børnene fra Sølvgade’, der har flere stjerner på rollelisten.
Eksempelvis spiller skuespillerne Jakob Fauerby og Anders W. Berthelsen kæresteparret Miss Nelly og Brian, der hjælper børnene Tristan, Katinka, Kirk og Petra, der bor på Sølvgade alene uden forældre.
Udover Jakob og Anders så medvirker også andre store navne som Dick Kaysø og Kirsten Lehfeldt.
Den nye børnefilm er en filmatisering af den første bog i serien om ‘Børnene fra Sølvgade’, og den er der selvfølgelig også lidt stjernestøv over.
Bøgerne er nemlig skrevet af Renée Toft Simonsen, og da den første skulle filmatiseres, så havde hun selvfølgelig fået Thomas Helmig til at skrive titelsangen.
Derfor var Renée og Thomas også mødt op på den røde løber, og i den forbindelse fik Newsner en snak med dem.
Artiklen fortsætter under billedet…
“Jeg er enormt stolt”
Og forståeligt nok var smilet stort hos Renée, der var ved at revne af stolthed.
– Jeg synes, at det er fantastisk. Jeg er enormt stolt over, at mine bøger bliver filmatiseret, og at der kommer så mange mennesker ind for at se dem, lød det indledningsvis fra hende.
Det er meget forskelligt, hvor meget medbestemmelse en forfatter får, når man sælger rettighederne i forbindelse med en filmatisering, men Renée har slet ikke haft behov for at være bekymret.
– Jeg har også været inde over casting, looket på filmen. Jeg har været med i, hvilket tøj Miss Nelly skulle have på og været med på optagelser.
Der var også en anden grund til, at forfatteren ikke behøvede at være nervøs. Om lørdagen var der nemlig Danmarkspremiere i Aarhus, hvor Renée og Thomas så filmen for første gang, og derfor kunne hun også roligt sige, at hun er helt tilfreds med resultatet.
Skal snart rejse
– Jeg synes, at den er blevet god. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg er stolt af den. Jeg synes, at Mehdi (Avaz, red.) – som er instruktør på den – har gjort det rigtig godt. At lave film er jo en holdsport, så det er ikke kun mig eller instruktøren… der er så mange, der er inde over sådan en proces. Det er et kæmpe projekt med mange mennesker, så der er mange, der kan være stolte i dag.
Filmen er kommet på et godt tidspunkt, for lige rundt om hjørnet venter efterårsferien, og Renée kunne afslutningsvis afsløre, om hun selv har planer i sin ferie.
– Ja, det har vi. Vi tager til Thailand. Men jeg håber, at der er rigtig mange, der bliver hjemme og går i biografen, lød det med et smil fra hende.
Vi fik også en snak med Thomas, og det kan du snart læse mere om her hos Newsner!
Hvor lyder det bare dejligt.
Lad os ønske Renée og Thomas en rigtig dejlig ferie i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive til dem.