Stefan fandt sin mor i Bulgarien, og i et interview med Newsner fortæller han nu, hvordan deres forhold er i dag.
Endnu en mandag, endnu et afsnit af ‘Sporløs’, hvor man sad tilbage med våde øjne.
Det er der garanteret mange af seerne, der kan nikke genkendende til.
I det seneste afsnit var det Stefan, der var rejst ud for at finde sit biologiske ophav, og i et interview med Newsner sætter han nu ord på rejsen, følelserne, og hvordan det går i dag.
Indledningsvis kan Stefan fortælle, at han selv er vokset op med at se ‘Sporløs’, men at det først var i foråret, at han selv valgte at tage springet, og med beslutningen havde han et klart mål.
– Jeg håbede på, da jeg tog til Bulgarien, at jeg ville finde den sidste brik i min historie. Jeg føler på mange måder, at jeg har været et 85% færdigbagt menneske, og så har der altid været de 15%, som jeg ikke har kendt til, og nu følte jeg, at det var på tide, at jeg fandt den sidste del af mig.
En drøm gik i opfyldelse
Det første stop på rejsen gik til byen Varna, og selvom Stefan før har været i landet på ferie, så fortæller han, at det var noget helt andet denne gang.
Herefter gik turen til det børnehjem, som Stefan brugte godt og vel de første to år af hans liv på, og som han selv fortæller, så var det en drøm, der gik i opfyldelse.
– Jeg var utrolig glad for, at jeg kunne komme tilbage og se stedet. Èn ting er det, vi får at vide på papirerne, men bulgarske børnehjem har deres ry, så for mig betød det utrolig meget at vide, at jeg kommer fra et sted, hvor der har været kærlighed, så det ikke længere er tomme ord. Så det var noget særligt at gå rundt i de gange.
I programmet kan man se Stefan blive rørt, og til Newsner fortæller han, at det kom fuldstændig bag på ham.
– Det var første gang på hele den tur, at mine følelser var ude af kontrol. Det var utrolig overvældende, for lige pludselig betød det meget for mig. Det var jo det sted, hvor det liv, jeg kender, rent faktisk startede, og hvor jeg mødte mine forældre, så lige pludselig fik det rum meget betydning for mig.
Efterfølgende er der flere bump på vejen, da GDPR-lovgivningen gør det svært at få udleveret oplysninger om moren, men til sidst lykkedes det at finde frem til hende.
En “ud af kroppen-oplevelse”
Det er et rørende møde, der byder på både tårer, kys og kram. En uvirkelig oplevelse, fortæller Stefan.
– Meget ud af kroppen-oplevelse. Det er nok sådan, jeg kan beskrive det. Jeg tror, at det meste af tiden, der foregik der ikke så meget i mit hoved, da det her stod på. Jeg følte jo en forbindelse med det samme og ubetinget kærlighed. For mig var det et eller andet sted en bekræftigelse i, at lige meget hvor mange år, der går, så er det aldrig for sent.
Selvom det var et rørende øjeblik for Stefan, så fortæller han faktisk også, at det var mere hans mors følelser, som han havde fokus på.
– Jeg holdt mig stærk for hendes skyld, fordi jeg vidste, hvor rørt hun var, og der følte jeg på en eller anden måde, at hun også havde brug for det og brug for den støtte og omsorg. Jeg har trods alt haft lang tid til at forberede mig på det her øjeblik, og hun havde lige under et døgn, så for mig lå der også noget helt naturligt i, at jeg blev nødt til at passe på hende.
Hjerteskærende fortælling
Moren fortæller herefter, at hun var alene på hospitalet i 1997, og at hun måtte give afkald på Stefan og derefter gå 30 kilometer tilbage til sin landsby. En fortælling, der virkelig ramte ham dybt.
– Hjerteskærende. Utrolig hjerteskærende at få at vide, hvordan det gik til. Jeg har jo aldrig rigtig vidst, hvordan de første dage af mit liv har været. Det var utrolig hjerteskærende at vide… Hun er noget af det mest omsorgsfulde og kærlige menneske, jeg har mødt, og hun giver utrolig meget til trods for, at livet ikke har givet hende særlig meget igen.
Selvom det var hårdt at høre, så bærer Stefan slet ikke nag. Tværtimod er han taknemmelig for det valg, som moren tog dengang.
– Jeg fortæller hende også, at der ligger en styrke, og det kræver enormt meget mod at gøre så uselvisk en handling, som hun gjorde, og det er jeg utrolig taknemmelig for, for jeg ved godt, at det ikke har været nemt.
Har stadig kontakt i dag
I programmet kan man høre Stefans mor sige “call me”, som noget af det sidste, og Stefan fortæller da også, at de har kontakt i dag.
– Jamen vi har stadig kontakt til hinanden. Vi havde rigtig meget kontakt i de efterfølgende par måneder, da jeg kom hjem, og nu her har vi stadig kontakt, og vi skrev sammen så sent som for et par dage siden, men det har helt klart lagt sig lidt igen, og det er jo, fordi der er en naturlig sprogbarriere imellem os – det er den ene ting – den anden er, at vi er meget forskellige mennesker, og selvom vi er mor og søn, så kender vi ikke hinanden. Hun har jo ikke været en del af mit liv.
Hertil fortæller Stefan også, at for ham vil der altid være to andre i hans liv, der vil være hans førsteprioritet.
– Jeg har et sæt fantastiske forældre, som altid vil være min førsteprioritet, så det betyder også, at det naturligvis er dem, som jeg ringer til, så jeg tror også, at der ligger et eller andet i, at hun vil aldrig kunne erstatte min mor og min far, som altid har været der og gjort mig til den, jeg er.
Mødte også flere søskende
I slutningen af programmet kan man læse, at Stefan også mødte sine biologiske brødre i Tyskland.
– Det var super fedt. Meget overvældende, men det føltes meget naturligt. Som om vi altid har været der for hinanden. Det var en kæmpestor oplevelse at få lov til at møde dem og vide, at jeg i alt har seks søskende, hvoraf to af mine brødre er hele biologiske, og så har jeg fire halve.
Selvom Stefan endnu ikke har planlagt noget, så fortæller han, at han har et ønske om at besøge dem igen.
– På et eller andet tidspunkt, forhåbentligt… I Tyskland mødte jeg 20 familiemedlemmer, og de vil utrolig gerne være en del af mit liv, og jeg vil også rigtig gerne være en del af deres, fortæller han og fortsætter:
– Så jeg har planer om at skulle møde dem igen, men jeg har jo også en familie herhjemme, og de er bare min førsteprioritet. Så det handler også om, at det er tiden. Det er tiden, der må arbejde for os, og hvordan vores relation skal udforme sig, og hvordan vi skal være en del af hinandens liv.
– Men det dejligste af det hele er, at jeg ved, at de er der, og jeg ved, at de også gerne vil have mig i deres liv, og så kan jeg ikke bede om mere.
Afslutningsvis fortæller Stefan, at det har betydet alt for ham at være med i programmet.
– Jeg håber, at ’Sporløs’ er klar over, hvor meget det betyder for så mange mennesker. Jeg er dem meget taknemmelige, og det vil jeg også være resten af mit liv, uanset hvordan min relation udvikler sig med min biologiske familie.
Hvad synes du om Stefans historie? Skriv i kommentarsporet og del meget gerne artiklen, så flere kan skrive.
