David Nielsen er imponeret over det danske resultat i Serbien, og jeg er helt enig.
Dette er en kronik, som også indeholder holdninger, der er skribentens egne.
Det holdt virkelig hårdt.
Danmark skulle minimum hente en uafgjort i Serbien og det lykkedes med hiv og sving.
Ifølge TV 2 lettede David Nielsen på hatten efterfølgende, og jeg er helt enig.
Missionen var klar fra begyndelsen: Danmark skulle bruge enten en sejr eller en uafgjort mod Serbien.
Motivationen var der selvfølgelig, da der var en billet til kvartfinalen i Nations League på højkant samt en plads som topseedet til VM-kvalifikationen.
Nervøsiteten var dog også til stede, for udover at kampen blev spillet på udebane i Serbien – der omvendt skulle bruge en sejr – så var Danmark også svækket med flere manglende spillere.
Eksempelvis manglede vi både Joachim Andersen, Andreas Christensen og Alexander Bah.
Selv Joakim Mæhle, der normalt ville kunne erstatte Bah, var også ude med skade.
Hertil var også vores nye kaptajn, Pierre-Emile Højbjerg ude med skade.
Den vågne læser kan selvfølgelig hurtigt se, at størstedelen af de nævnte er defensive spillere, og det betød med andre ord, at der skulle laves en del om i startopstillingen.
Det forsøgte vores nye landstræner, Brian Riemer, at løse på bedst mulige måde, men det var i første omgang til stor kritik fra David Nielsen, der udtalte inden opgøret, at Danmark stillede op på papiret med det svageste hold siden vikarlandsholdet.
Dengang stillede vi op med flere spillere, der enten spillede divisionsfodbold eller som var på futsallandsholdet.
“Flot gennemført”
I startopstillingen kunne man finde spillere som Mikkel Damsgaard, Victor Nelsson og debutanten Mads Roerslev.
Den defensive nervøsitet kommer også efter, vi fik en mindre øretæve i Parken mod Spanien. Jeg medgiver dog, at Spanien har spillere af en helt anden kvalitet, men vores forsvar så bestemt ikke godt ud i den kamp.
Efter kampen mod Serbien udtalte Riemer også, at han havde en hensigt med startopstillingen, nemlig at det skulle være underholdende at se landsholdet spille.
Det kan man måske ikke lige kalde det, og som Riemer også selv sagde efterfølgende, så lykkedes holdet ikke med alt, men når det så er sagt, så formåede den danske defensiv at klare opgaven.
Nullet blev holdt, og det var noget, som David Nielsen var imponeret over.
– Det er stærkt at tage ned og spille til nul med den bagkæde, der er inde i dag. Det er imponerende. Nu er Serbien heller ikke kendt for at lave en forfærdelig masse mål, men jeg synes alligevel, at der var så mange spørgsmålstegn ved Danmarks hold, at det her er flot gennemført, skriver TV 2.
Og her må jeg være helt enig.
Manglede flere store navne
For der manglede flere store navne i defensiven, men Jannik Vestergaard sørgede for oprejsning efter kampen mod Spanien, og også Victor Nelsson, som der var lidt tvivl omkring inden kampen, gjorde det også ganske fortrinligt.
Kasper Schmeichel spillede ligeledes en stor kamp, og så må vi bestemt også rose Mads Roerslev.
Vi havde håbet på at se lidt mere til ham i offensiven, men rent defensivt gjorde han det godt, og han kan sagtens være stolt af sin debut.
Han var klart en af Danmarks bedste, og selvom det blot var hans første kamp i rødt og hvidt, så bliver det med garanti ikke hans sidste.
Når man tænker på den usikkerhed, der er omkring landsholdet lige nu, og som har været der de seneste år, så kan vi godt være tilfredse.
Der har været udskiftninger i spillertruppen, en midlertidig landstræner, og nu har vi så forhåbentlig den landstræner, der skal bringe stabilitet til holdet.
Han har sørget for det første gode defensive resultat, men danskerne bliver nok først virkelig glade for Brian Riemer, når det også bliver offensivt.
At landsholdet skal være underholdende at se på, kan vi kun glæde os til at se.
Hvad synes du om de to danske kampe med Brian Riemer i front? Skriv i kommentarsporet. Del også meget gerne artiklen, så flere kan skrive.