2024 blev desværre et år, hvor vi skulle sige farvel til mange kendte ansigter. Især i slutningen af året sagde mange tak for denne gang.
I efteråret kom der 14 dage med det ene dødsfald efter det andet, og flere store personligheder var desværre i mellem.
Nu mindes vi nogle af dem, som forlod os i 2024.
Bent Mejding
Det var hustruen Susse Wold, der den 12. november kom med den hjerteskærende besked, at hendes elskede Bent Mejding var død af en alvorlig lungebetændelse.
Parret fik 53 år sammen, og ifølge skuespillerinden har hun modtaget betingelsesløs kærlighed hver dag i deres forhold. Parret blev gift efter lang tid sammen den 21. maj 1983 på Hawaii, og gennem deres ægteskab vendte de flere gange tilbage for at blive gift i de romantiske omgivelser.
Parret arbejdede flere gange sammen, og skabte blandt andet overskrifter, da de lavede teaterforestillingen ’Kærestebreve’.
Bent Mejding blev bisat fra Søllerød Kirke den 21. november.
Henrik Voldborg
For mange danskere var Henrik Voldborg i mange år en fast del af deres hverdag. Han var nemlig en af dem som sørgede for at fortælle danskerne om, hvilket vejr de kunne forvente den kommende tid.
Han blev egentligt allerede ansat som metrolog på først DMI og siden DR i 1960’erne, men da tv-værterne selv skulle stå for at læse vejrudsigterne op, stoppede han. Heldigvis vendte han stærkt tilbage. Fra 1988 og frem til sin pension i 2001 sørgede han for med højt humør at give danskerne deres vejrudsigt. Ofte var han iført sig en af sine ikoniske sweatre, der selvfølgelig havde et vejrtema.
Det var hans familie, der kunne oplyse, at han efter nogen tids sygdom døde den 21. juli. Han blev 88 år og efterlod hustruen Anne Marie og parrets fire børn.
Johnny Madsen
Den 4. november var det slut med musikken i hjemmet i Fanø, hvor Johnny Madsen stille var sovet ind efter længere tids sygdom.
Musikeren, der blandt andet stod bag ’Udenfor sæsonen’, ’Johnny the Blues’ og ’Færgemand’, havde den sidste tid kæmpet med smerter og sygdom. Han havde eksempelvis været indlagt på hospice efter et fald over nogle sko i mørke.
Den 12. november blev den legendariske sanger sendt ud på sin sidste rejse fra Thyborøn Kirke. Allerede to timer inden begravelsen gik i gang stimlede folk til for at vise musikeren den sidste ære.
Johnny Madsen efterlod sig kæresten Rosita Jørgensen og sønnen Rasmus Madsen.
Ulla Jessen
Skuespilleren Ulla Jensen var også en af de stjerner, som vi sagde farvel til i år. Hun døde den 11. november i år
Skuespilleren har blandt andet spillet med i serierne ‘En by i provinsen’, ‘TAXA* og ‘Alletiders jul’, men det er især revyerne som hun er kendt for.
Her har hun blandt andet spillet sammen med store navne som Ulf Pilgaard, Preben Kaas og Dirch Passer.
Hun efterlod sig sønnen Johan og to børnebørn.
Morten Stig Christensen
Dansk håndbold mistede deres formand den 1. november, da 65-årige Morten Stig Christensen pludselig blev ramt af et hjertestop. Der var desværre ikke noget at gøre.
Morten Stig slog tidligt igennem som håndboldspiller, og han debuterede på A-landsholdet allerede som 17-årig. Siden blev det til 190 kampe i den rød-hvide trøje.
Da han lagde sin sportslige karriere på hylden, fandt han hurtigt en ny populær rolle. Han blev vært på det nystartede TV 2, og han blev sidenhen også chef for TV 2 Sporten.
På grund af sine forskellige præstationer blev han udnævnt til ridder af Dannebrog af dronning Margrethe i 2005.
Han efterlod sig hustruen Anne Engdal Stig Christensen samt deres tre børn. Derudover har han to børn fra et tidligere ægteskab.
Erik Clausen
Multikunstneren Erik Clausen var desværre også en af dem, som vi sagde farvel til i 2024. Han døde den 30. oktober efter længere tids sygdom.
De sidste par år var hårde for kunstneren, der døjede med flere skavanker. Han brækkede hoften, led af hallucinationer, brækkede skulderen og i 2022 fortalte han på Facebook, at han var ramt af Parkinsons sygdom.
Erik Clausen har gennem sin karriere både lavet film, spillet skuespil og musik. Han har blandt andet været med til at skrive sangen ’Mormors kolonihavehus’.
Han var en del af kunstnerkollektivet Røde Mor.
Han var også kendt for sit samarbejde med Kim Larsen. De to spillede sammen i klassikeren ’Midt om natten’, og lavede flere sange sammen. Blandt andet ’Rita’ og ’Vi Er Dem’.
Han slog i den grad også sit navn fast inden for filmens verden, hvor han både optrådte som skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter.
Han efterlod sig hustruen Pernille og parrets to børn: Louise og Emil.
Ulf Pilgaard
Ulf Pilgaard har gennem sin imponerende karriere fået tusindvis af mennesker til at grine. Den høje skuespillers navn rimer i den grad på Cirkusrevyen, hvor han medvirkede i 40 år. Her nåede han at spille sammen med legenderne, inden han selv arbejdede sig op til at blive et af de navne, som den yngre generation drømte om at komme til at arbejde sammen med.
Men det var ikke kun i Cirkusrevyen, han slog sit navn fast.
Gennem årene har han medvirket i over 40 film og derudover også i en række tv-serier. Han har også flere gange lånt sin karakteristiske stemme ud til forskellige tegnefilm, ligesom han har spillet med i forskellige teaterforestillinger.
Den triste besked om hans dødsfald kom den 29. oktober, hvor det lød, at han var død dagen før af et hjertestop.
Ulf Pilgaard efterlader sig sønnen Christian, svigerdatteren Merete og to børnebørn.
Ulf Pilgaard mistede i 2016 sin hustru Gitte, der i mange år kæmpede med sygdommen Huntingtons chorea.
Men få år efter ramte sorgen igen skuespilleren. Det skete, da hans søn Mikkel døde i 2021.
Jens Werner
Som ’Vild med dans’-dommer var Jens Werner ikke bare kendt for sin store faglighed, men han var også kendt for sit store smil. Selvom han kæmpede med kræft, var det ikke noget som seerne først fik at vide, og de færreste ville have gættet, hvilken kamp han kæmpede bag det store smil.
Jens Werner fik konstateret kræft i 2020, men det var først i 2023, at han meldte ud, hvad han kæmpede med. Det kom først frem efter hans død, hvor længe han kæmpede med sygdommen. Det skete, da hans hustru fortalte om det i et gribende opslag på Facebook.
Jens Werner blev 59 år. Han efterlod sig hustruen Anette og parrets børn Nicolai og Isabella.
June Belli
Gennem 56 år var June gift med sin elskede Peter Belli. Der var ingen tvivl om kærligheden mellem de to, og hun var hans faste holdepunkt.
I ’Det sidste ord’ fortalte Peter Belli, hvordan hustruen havde reddet hans liv, da det så allermørkest ud.
June støttede sin mand gennem tykt og tyndt, og man kunne ofte se hende til diverse offentlige arrangementer sammen med ham.
Det var familien, der oplyste, at June Belli var sovet ind den 20. marts 2024. Hun sov stille ind i sit hjem.
Gennem det lange ægteskab fik June og Peter Belli børnene Chano, Michel og Natasja.
Peter Belli gik væk den 8. juni 2023, så June nåede kun få måneder uden sin elskede Peter.
Flemming Leth
I 1990’erne kunne Flemming Leth ofte samle over en million seere til sit program ’Det’ Leth’. Her hjalp han folk i hele Danmark med deres problemer, og han blev hurtigt hele Danmarks handymand.
Der var ikke det, han ikke kunne klare fra sit værksted i kælderen.
Flemming Leth blev 80 år, og de sidste år kæmpede han med helbredet. Han var både ramt af prostatakræft, hjerneblødninger og lungesygdommen emfysem,
Flemming Leth efterlod sig hustruen Ingelise og tre børn: datteren Charlotte og sønnerne Jack og Dennis. Derudover efterlod han sig fem børnebørn og to oldebørn.
Søren Pape Poulsen
Det kom som et chok for mange, da nyheden om Søren Pape Poulsens død tikkede ind den 2. marts.
Partiformanden for Det Konservative Folkeparti havde været til et partimøde i Vejen dagen før, da han pludselig blev ramt af en alvorlige hjerneblødning.
Han blev fragtet til Odense Universitetshospital, men selvom der blev kæmpet, stod hans liv ikke til at redde.
Søren Pape Poulsen havde siddet i Folketinget siden 2015, og havde tidligere været justitsminister. Han blev valgt til formand for Det Konservative Folkeparti og året efter blev han valgt ind på Christiansborg.
Han efterlod sig sin mor og far Svend og Ruth Poulsen.
Rebecca Brüel
Sangerinden og komponisten Rebecca Brüel blev født den 12. april 1952. Hun kom til verden sammen med sin tvillingesøster Sanne Brüel, og de to endte begge i den samme branche.
De dannede sammen bandet Jomfru Ane Band. Men det var ikke kun de to søstre, der er i den musikalske branche i familie. Sannes datter Kaya er selv en kendt sangerinde, og Rebecca Brüels egen mand er i den grad også et kendt ansigt.
Hun var gift med Troels Trier, der blandt andet er kendt for kunstnerkollektivet Røde Mor.
Rebecca og Troels slog sig ikke bare sammen romantisk, de slog sig også sammen musikalsk, hvor de lavede flere shows sammen. De blev blandt andet kendt for sangen ‘Bøf med løg”.
Tak for alle de gode minder, I har givet os. Hvil i fred. Lad os sende en varm tanke til deres pårørende i kommentarsporet.
LÆS MERE:
- Hvil i fred: 14 store personligheder vi mistede i 2023
- Det nåede familien at gøre sammen inden Jens Werners død