Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

Celine Dion mindes manden på deres bryllupsdag

Celine Dion mistede sin helt store kærlighed, da ægtemanden René Angélil døde i 2016. Men selvom det er flere år siden han døde, så er han på ingen måde glemt. På det som kunne have været deres 30 års bryllupsdag hylder sangerinden sin afdøde mand på smukkeste vis.

Celine Dion har stået bag nogle af de smukkeste ballader, som denne verden har hørt. ‘My Heart Will Go On’ bringer stadig tårer frem hos folk – selv dem som ikke har set ‘Titanic’, som den var titelmelodien til.

Den canadiske sangerindes eget liv har også været fyldt med kærlighed. Hun var ganske ung, da hun mødte manden, der skulle ende med at stjæle hendes hjerte: René Angélil.

De tog på deres første officielle date, da hun var 19 år gammel. Men ifølge People indrømmede hun år senere, at de faktisk allerede havde været på en date året før.

På daværende tidspunkt var han hendes manager, men det ændrede sig hurtigt. Kærligheden mellem dem var stor, men ikke alle var lige begejstrede i begyndelse. Der var 26 års forskel mellem de to, René Angélil havde været gift to gange før og han havde tre børn.

Celine Dions mor var først imod, at de to fandt sammen. Noget som Celine Dion selv har fortalt om ifølge Huffington Post, men deres kærlighed overvandt alle forhindringer.

De blev gift den 17. december 1994 og som den store stjerne hun var, blev brylluppet vist på direkte TV i Canada.

Desværre skulle lykken ikke vare ved for dem.

“Du er alt for os”

Parret fik sønnen René-Charles Angelil i januar 2001, mens de blev forældre til tvillingedrengene Eddy og Nelson i 2010.

Desværre kæmpede René Angélil med helbredet, og han endte med at dø af kræft den 14. januar 2016.

Siden har Celine Dion flere gange talt om, hvordan ægtemanden var hendes livs kærlighed, og det har hun endnu en gang sat ord på.

Den 17. december havde de 30 års bryllupsdag, og selvom René Angélil ikke længere er her, så har sangerinden alligevel markeret dagen på smukkeste vis.

På Instagram har hun valgt at hylde sin afdøde ægtemand. Her har hun delt et billede fra deres bryllupsdag, og skrevet en smuk tekst til. Og man kan ikke være i tvivl om den store kærlighed, som hun stadig nærer til sin mand.

– Du fylder stadig vores hjerter hver dag. Du er alt for os. Vi savner dig så meget. Tillykke med 30-årsdagen, min elskede, lyder de smukke ord fra Celine Dion

Puha, det går lige i hjertet. Nu hjælpes vi ad med at ønske Celine Dion alt det bedste fremover.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...