Under VM-fejringen mandag havde håndboldspilleren Magnus Saugstrup taget sin medalje af, og det var der en helt særlig årsag til, afslørede han.
Der var dømt ren VM-fest, da håndboldlandsholdet i går sen eftermiddag ankom til Københavns Rådhus, hvor de blev fejret med maner.
Heriblandt var også den 28-årige forsvarsspiller Magnus Saugstrup, der dog ikke bar sin medalje helt synligt midt i festlighederne, og det var der faktisk en helt særlig årsag til.
Forsvarsspilleren indrømmer nemlig, at han er ganske distræt, og derfor er et stykke OL-guld ikke ligefrem noget, han er tryg ved at bære om halsen.
– Jeg kender mig selv, og den skal helst ikke blive væk, for jeg vil gerne have den med hjem, så jeg plejer altid at lægge den i tasken så hurtigt, som jeg kan, for ellers mister jeg den, sagde Magnus Saugstrup ærligt til TV 2.
Magnus Saugstrup var stolt
Ved finalefesten i Oslo blev medaljen dog ikke liggende i tasken, for Magnus Saugstrup bar den, da han efterfølgende forlod hallen. Vi må håbe, han har passet godt på den i løbet af nattens festligheder i København.
Efter kampen mod Kroatien i søndags kunne TV-seerne opleve, hvordan Magnus Saugstrup fik nok at se til, da hans hustru havde ægteparrets søn Sigurd, der var vild efter fars opmærksomhed, med ind i hallen.
Lille Sigurd havde siddet på skødet af farfar Jesper, mens finalen blev spillet, hvorfra han støttede sin far på bedste vis, og det var en stor ting for Magnus Saugstrup.
– Ja, han er med. Han er heldigvis i godt humør. Han kan også godt lide guld. Han betyder sammen med resten af min familie alt for mig, så det er et kæmpe plus, at han er her, sagde Magnus Saugstrup til Se og Hør.
Lukas Jørgensen støttede op
Der var dog også en anden person, der var rigtig vigtig for Magnus Saugstrup under medaljeoverrækkelsen, og det var Lukas Jørgensen, som han har stået side om side med under hele VM.
Da de efterfølgende jublede på podiet, kunne de ikke slippe hinanden, og det var tydeligt at mærke, at de to spillere har et tæt bånd.
Da de stod på podiet, lænede Lukas Jørgensen sig nemlig ind til Magnus Saugstrup og lagde hovedet på hans skulder, og sådan sad de to længe, mens de andre spillere rejste sig og jublede videre.
Landsholdet fejrede mandag VM-guldet med en skøn fest på Søpavilionen i København, som Nikolaj Jacobsens lillebror havde arrangeret.
Vi ønsker Magnus Saugstrup stort tillykke med guldmedaljen – det er fuldt fortjent!
Skriv dine tanker i kommentarsporet under artiklen på Facebook – og del den gerne med dine venner!
LÆS OGSÅ:
° Medie kårer verdens bedste håndboldspiller: Danmark dominerer