Her er svindler-mailen som kan narre mange ældre – sådan undgår du at blive bedraget

Falske mails, som bliver udsendt af bedragere fra både ind- og udland, har kostet mange uskyldige danskere store pengesummer i årenes løb.

Ofte udgiver afsenderne sig for at være en velkendt bank, et pengeinstitut, en betalingskortservice eller anden økonomisk instans, som man normalvis har tillid til – for så at bede dig om at skrive din personlige oplysninger og/eller kreditkortoplysninger i en mail eller på en hjemmeside.

Torsdag har betalings- og kortservice-virksomheden Nets sendt en advarsel ud til danskerne om, at der lige nu bliver sendt svindelmails ud, hvor afsenderne udgiver sig for at være Nets. Og hvis man følger mailens instruktioner, kan det gå grueligt galt.

I svindelmailen står der, at man skal klikke på et link for at genoprette sin adgang til Verified by Visa, som er blevet suspenderet. Men hvis man klikker på linket, bliver man henvist til en side, hvor man skal udfylde sine fortrolige oplysninger.

Den ægte Nets-virksomhed understreger, at de aldrig vil bede om denne slags oplysninger – og aldrig på den måde.

Man skal derfor under ingen omstændigheder klikke sig videre til hjemmesiden eller skrive sine oplysninger, selvom man bliver bedt om det. Det hele er nemlig et svindelnummer for at kunne stjæle dine penge. Derfor bør man slette e-mailen øjeblikkeligt, hvis man modtager den.

– Det kan få alvorlige konsekvenser, hvis man oplyser informationer om ens nøglekort, eller hvis man bliver lokket til at afgive oplyser om sin mobilbank. Så kan man bruge det til at overføre penge til forskellige udenlandske konti, siger Ulrik Marschall, som er pressetalsmand hos Nets, til bt.dk.

Er man blevet lokket i fælden, er det vigtigt, at man kontakter sin bank hurtigst muligt – man skal ikke kontakte Nets.

Mange ved heldigvis allerede, hvornår en mail ser ud til at være et svindelnummer, og kan derfor undgå de udspekulerede e-mails. Men danskere, som ikke er så kyndige indenfor computere og teknik, kan selvfølgelig lettere handle i god tro og komme til at stole på mailen. Det kan i mange tilfælde dreje sig om folk fra de ældre generationer, der ikke er vokset op med den samme teknik, som de yngre generationer er – og derfor må vi hjælpe alle, der kunne have tillid til disse mails, så de kan opdage svindlen, inden det er for sent.

Hjælp gerne med at dele advarslen om svindelmails, inden flere uskyldige mennesker bliver ofre for økonomisk bedrageri.

 
 

Læs mere om...