
Selvom Gene Hackman var en ældre mand, så har hans død i den grad rystet verden. Ikke mindst på grund af de særlige omstændigheder, som han blev fundet under.
Nu har prins William været ude og reagere på dødsfaldet.
Torsdag gik et chok gennem Hollywood. Her blev Gene Hackman fundet død i sit hjem i Sante Fe i New Mexico. Men det var ikke kun den 95-årige stjerne, der blev fundet død. Også hans 63-årige hustru Betsy Arakawa samt parrets ene hund blev fundet døde, da ægteparrets hjem blev gennemsøgt.
Hvad der konkret er sket, er stadig ved at blive undersøgt, men politiet har indkaldt til et pressemøde senere i dag. Det vil finde sted klokken 15 lokaltid. Det er klokken 23 i Danmark.
Gene Hackman var en anerkendt skuespiller og gennem sin imponerende karriere nåede han at spille med i flere prisvindende film. Han har også selv flere gange modtaget de største priser i filmverdenen.
I 1972 vandt han en Oscar for bedste skuespiller for filmen ‘The French Connection’ og i 1993 vandt han en Oscar for bedste mandlige birolle for filmen ‘Unforgiven’.
Derudover har han været nomineret flere gange til den ærefulde pris, og han har gennem karrieren også vundet to Bafta- og tre Golden Globes-statuetter. Derudover blev han i 2003 tilkendt en særlig æres-Golden Globe.
Den prisvindende skuespillers sidste film var ‘Welcome to Mooseport’ fra 2004. Her spillede han blandt andet sammen med Ray Romano.
Han valgte at trække sig tilbage fra skuespillet, men selvom han velfortjent kunne nyde sin pension, så fortsatte han med at holde sig kreativt aktiv. Efter sin pension brugte han blandt andet tid på at skrive og male.
Hans død har fået mange kendte til at reagere, og nu har prins William valgt at offentliggøre nogle tanker om den afdøde skuespiller.
Her er prins Williams rørende ord
Prins William har siden 2010 været præsident for British Academy of Film & Television Arts (BAFTA), og sammen med hustruen Kate dukker han næsten hvert år op, når de prestigefyldte priser uddeles.
Selvom Gene Hackman var en stor amerikansk stjerne, så har hans dødsfald fået den kommende engelske konge til at reagere.
På Twitter har han lavet et opslag dedikeret til den afdøde skuespiller. Her linker han til et opslag, som BAFTA har offentliggjort.
– Det er så trist at høre nyheden om Gene Hackmans og hans kone Betsys død. Hackman var et sandt filmgeni, som bragte hver eneste karakter til live med kraft, autenticitet og stjernekvalitet, skriver prins William i et opslag på Twitter.
Hvil i fred. Vi sender varme tanker til familien i den sørgelige tid.
LÆS MERE:
- Nu er der nye detaljer om Gene Hackmans død
- Gene Hackmans datter afslører, hvad hun tror, der slog ham ihjel