Retsmediciner deler uhyggelig teori om Gene Hackmans død

I sidste uge gik der et chok gennem Hollywood, da ligene af Gene Hackman og hustruen Betsy Arakawa blev fundet. Nu kommer en retsmediciner med en opsigtsvækkende teori om deres død.

Siden Gene Hackman og hustruen Betsy Arakawa blev fundet døde i deres hjem i Santa Fe, New Mexico, har deres dødsfald været omgærdet af mystik.

Snakken går på, hvad der er sket, siden ægteparret og deres ene hund alle blev fundet døde.  

Kort efter nyheden om Gene Hackmans død, gik skuespillerens ene datter ud og sagde ifølge TMZ, at familien mistænkte, at en kulilteforgiftning kunne være skyld i dødsfaldene.

Den mistanke blev efterfølgende afvist af Santa Fe Citys brandvæsen, da de ikke har fundet tegn på kulilteudslip eller -forgiftning i boligen.

Fredag holdt politiet et pressemøde omkring sagen. Her bekræftede de, at parret blev fundet i forskellige rum, og at de havde været døde i flere dage, da de blev fundet.

Det lød fra sherif Mendoza, at Gene Hackmans pacemaker registrerede det sidste hjerteslag den 17. februar. Det er derfor ifølge sheriffen “en meget god antagelse”, at det var den sidste dag i hans liv.

Nu kommer en anerkendt retsmediciner med en uhyggelig teori. Den kan forklare, hvordan både Oscar-vinderen og hans hustru døde.

Opsigtsvækkende teori

Dr. Michael Baden er tidligere ledende retsmediciner i New York City, og han fortæller nu i programmet Fox Report, hvad han tror, der er sket hjemme hos Gene Hackman og hustruen.

Han vurderer, at skuespilleren kan have fået et hjertetilfælde, mens hustruen efterfølgende er omkommet på tragisk vis, da hun forsøgte at hjælpe sin mand.

– Obduktionen viste, at han ikke havde nogen skader. Der var ingen kulilte. Og han led af den mest almindelige dødsårsag i dette land: alvorlig hjertesygdom, problemer med kranspulsårerne og måske forhøjet blodtryk, ud fra hvad der er blevet offentliggjort.

Dr. Michael Badens teori er, at 95-årige Gene Hackman har fået et hjertetilfælde i parrets hjem. Det har fået hustruen Betsy til at løbe ud på badeværelset for at hente hans medicin.

Det vil kunne forklare, hvorfor de er blevet fundet to forskellige steder i hjemmet. Det er tidligere kommet frem, at der blev fundet piller nær Betsys lig, og det understøtter dr. Michael Badens teori.

Tragisk uheld

Den næste del i hans teori er yderst tragisk. Han tror, at hun er kommet ud på badeværelset, men uheldigvis er faldet.

– Hun kan have slået hovedet på vej ned og fået en indre skade på hjernen, som ikke kan ses på ydersiden, eller en blødning inde i hjernen, lyder det fra retsmedicineren ifølge Fox Report.

Parret havde tre hunde, og den ene af dem blev også fundet død sammen med ægteparret.

Her har Michael Baden også en teori om, hvad der er sket. Ifølge ham vil det være logisk, at hunden er død af tørst, hvis den er blevet fanget et sted uden adgang til vand i ni dage. Det vil også forklare, hvorfor de to andre hunde, som opholdt sig et andet sted i huset, vil kunne have overlevet.

Hvor er det bare trist. Vi sender vores varmeste tanker til familien i den svære tid.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...