
Skuespilleren Christopher Læssø fylder i dag 40 år. Overfor Newsner sætter han ord på, hvordan det er at ramme den runde milepæl.
Det er en stor dag for Christopher Læssø i dag. Han fylder nemlig 40 år.
Skuespilleren har spillet med i flere store produktioner. I 2017 spillede han med i filmen ‘The Square’, mens han også har spillet med i serier som ‘Heartless’, ‘Broen’ og ‘Bedrag’. På den danske filmscene har man kunne se ham i film som ‘Nattevagten 2 – Dæmoner går i arv’, ‘Englemageren’ og ‘Centervagt’.
Han kan snart ses i anden sæson af ‘Hvide Sande’, der får premiere søndag 23. marts på TV 2 Play og en uge senere på TV 2.
Udover at arbejde som skuespiller, har han også været vært på flere tv-programmer.
Nu sætter han overfor Newsner ord på, hvordan det er at fylde 40 år.
Sådan har Christopher Læssø det med at fylde 40 år
I dag fredag den 7. marts fylder han rundt. Da Newsner spørger ham, hvordan det er at blive 40 år, er det et yderst positivt svar.
– Det er dejligt. Ja, det er skønt. Jeg synes ikke selv, jeg ligner en på 40, siger han med et grin og fortsætter:
– Jeg har jo heller aldrig frygtet alderdom. Men jeg kan da godt se, jeg jo også er blevet ældre, sådan går det jo for os alle, siger skuespilleren.
Sådan skal dagen fejres
Selve fødselsdagen kommer til at byde på en skøn fejring, men det bliver ikke den store fest i denne omgang.
– Jeg vil gerne holde en sommerfest for venner og familie, fortæller Christopher Læssø, der dog ikke har noget planlagt endnu.
– Så i første omgang er det bare min kæreste og familie, siger han. Han har tit oplevet, at vejret ikke er det bedste på hans fødselsdag, fordi den falder i marts, så en sommerfest vil forhåbentligt kunne give lidt bedre vejr til ham og gæsterne.
Christopher Læssø blev sidst år far igen, da lille Carla Viola kom til verden. Det var hans første barn sammen med kæresten Laura Becker, men den lille pige udvidede den fælles børneflok. Christopher Læssø har nemlig datteren Olivia fra et tidligere forhold, mens Laura har sønnen Noah.
Nu hjælpes vi ad med at ønske Christopher Læssø stort tillykke med dagen og alt det bedste fremover.
LÆS MERE:
- Peter Mygind: Sådan er mit og André Babikians forhold
- Lise Baastrup med sjov detalje om ‘Sommerdahl’