Micki Cheng har tabt over 30 kilo

Den tidligere ‘Den store bagedyst’-deltager sætter nu ord på det store vægttab, som han har været igennem. En ting for ham har været svær at tale om.

Micki Cheng, der blandt andet har deltaget i ‘Den store bagedyst’ og ‘Vild med dans’ har det sidste trekvarte år været på en stor personlig rejse.

I et opslag på Instagram fortæller han, at i foråret sidste år fik et sundhedstjek hos sin læge.

– Min familie har en historik med diabetes og alt muligt andet sygdom, så jeg insisterede, og det skulle vise sig under dette sundhedstjek, at jeg gik rundt med et blodtryk, der hed 197/132 (og det er højt!), skriver han i opslaget og fortæller, at han i sommeren 2023 havde fået målt et helt normalt blodtryk.

Derfor er han kommet på blodtryksnedsættende medicin, noget han formentligt skal være på resten af sit liv.

Han spurgte sin læge, om det ville kunne hjælpe på blodtrykket, hvis han tabte sig. Selvom det ikke kunne ændre det hele, så fik han besked på, at det ville kunne hjælpe lidt. Formentligt omkring 10-15 %.

– Fra det sekund jeg fik den besked, vidste jeg jo godt, at jeg måtte gøre et eller andet. Så jeg tog valget om, at en livsstilsændring var på sin plads, skriver Micki Cheng.

Og der er sket en kæmpe forandring med ham, siden han startede på sin rejse.

Livsstilsændring

Udover at dyrke mere motion som løb, lange gåture og styrketræning, så er han begyndt at tælle kalorier via en app. For ham giver det mening, at hvis man spiser mindre, end man forbrænder, så taber man sig.

Han har stadig plads til de søde ting, men han har vænnet sig til at spise mindre og langsommere.

Han ved også, at man godt kan have en dag, hvor man går over antallet af kalorier, men at det ikke er den ene dag, der slår en ud af kurs.

I opslaget kommer han også med en indrømmelse, fordi han føler, at det er et emne, der er fyldt med tabu og skam.

Grænseoverskridende

Hans store vægttab, hvor han har smidt over 30 kilo, har fået flere til at spørge, om han har fået medicinsk hjælp til at opnå det flotte resultat.

– Kan godt mærke, at det er super grænseoverskridende at skrive det her, men det har jeg. Jeg føler det meget forbundet med skam og en kæmpe, grim skamfølelse. Men f*** nej, om det skal kontrollere mig, skriver Micki Cheng i opslaget.

Han fortæller også, at hans nye gode vaner har gjort, at han er ved at trappe ned i medicin.

Hvor er det bare flot gået af Micki! Nu hjælpes vi ad med at ønske ham tillykke med det flotte resultat.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...