
Et kæledyr er meget mere end bare et dyr. Det er en ven, en del af familien og en, man elsker på lige fod med andre, man deler fire vægge med.
De fleste tænker på en hund eller en kat, når de tænker på et kæledyr, men en lille fugl kan også fylde rigtig meget i et hjem.
Enhver der har en fugl ved, at de med deres smukke sang og sjove små vaner hurtigt bliver en del af familien.
Derfor kan det også være rigtig svært, når man begynder at mærke, at noget er galt.
Som ejer ønsker man kun det bedste for sin fugl. Det er derfor vigtigt at være opmærksom, hvis den bliver syg – især hvis den måske er ved at nå slutningen af sit liv.
Fugle er nemlig meget gode til at skjule, når de har det dårligt. I naturen er det en måde at beskytte sig på, så de ikke virker svage for rovdyr.
Derfor er det ekstra vigtigt at kende tegnene og reagere i tide, hvis det er tilfældet.
Disse tegn skal du lægge mærke til
For der er rent faktisk tegn, man som ejer kan holde øje med. Det fortæller dyrlæge Ninna Verland, som ejer Farum Dyreklinik og er specialist i fugle.
– Når en fugl nærmer sig sin sidste tid, viser den ofte små forandringer i adfærden. Den kan begynde at sove mere, bevæge sig mindre og måske tabe sig, forklarer hun.
Hun forklarer, at et godt trick er at mærke fuglen på brystbenet. Hvis det føles mere spidst eller tydeligt end normalt, kan det være et tegn på vægttab.
-Mange ældre fugle sidder også med fjerene pustet op for at holde varmen. Nogle bliver mere stille og trækker sig fra både mennesker og andre fugle, forklarer hun.
Tag din fugl med til lægen
Ninna Verland opfordrer alle fugleejere til at lære deres fugl godt at kende både i udseende og opførsel.
– Hvis din fugl pludselig ændrer adfærd, ikke spiser som den plejer eller virker sløv, er det en god idé at reagere hurtigt. Det samme gælder, hvis området omkring kloakken er snavset. Det kan være tegn på diarré eller sygdom, siger hun.
Hun anbefaler også, at man vejer sin fugl en gang om ugen og får den tjekket hos en fuglekyndig dyrlæge mindst én gang om året.
– Det kan gøre en stor forskel for fuglens sundhed og livskvalitet, afslutter Ninna Verland.
Sådan kan du hjælpe din fugl
Ifølge dyrlægen er det vigtigt at holde en god temperatur i rummet, hvor fuglen opholder sig. Træk og fugt kan give alvorlige helbredsproblemer. Det kan også være en god idé at omorganisere grenene i buret, så det er lettere for fuglen at komme rundt.
– Du bør altid konsultere en fuglekyndig dyrlæge, hvis du har mistanke om, at din fugl er syg, siger Ninna Verland.
Hun forklarer, at ligesom mennesker kan fugle få gigt og andre aldersrelaterede sygdomme. Derfor er det vigtigt at tjekke, om afstanden mellem siddepindene er passende.
– Tilbyd det rigtige foder. Nogle ældre fugle kan have gavn af mere energitæt foder, så de ikke skal spise så meget for at holde vægten. Og hvis din fugl har smerter, kan en fuglekyndig dyrlæge hjælpe med smertelindring, siger hun.
Med den rette pleje og opmærksomhed kan du gøre en stor forskel for din fugls sidste tid og give den et trygt, sundt og værdigt liv.
For at opsummere kan du holde øje med disse tegn:
1. Den sover meget, virker sløv og træt hele tiden
Hvis din fugl sidder stille, puster sig op og sover meget – også om dagen – kan det være et tegn på, at den er svag eller har det skidt.
2. Vejrtrækningen er ændret
Hvis fuglen trækker vejret tungt, med åben næb, eller laver lyde, når den trækker vejret, kan det være et alvorligt tegn.
3. Ændret appetit
En fugl, der ikke vil spise eller drikke, bliver hurtigt svækket. Det er vigtigt at lægge mærke til, om der er færre frø i skålen, eller om vandet ikke bliver rørt.
4. Afføringen ændrer sig
Hvis fuglens afføring ændrer farve, bliver helt flydende eller slet ikke kommer, er det et tegn på, at noget er galt.
5.Mangler balance eller virker forvirret
Fugle, der pludselig falder af pinden, ikke kan holde balancen eller virker desorienterede, kan være meget syge.
6. Den trækker sig væk og vil være alene
Fugle, der plejer at være sociale, men som pludselig søger væk fra andre eller ikke vil i kontakt, har det ofte ikke godt.
Hvis du kan genkende nogle af tegnene, bør du reagere. Del gerne dine artikel med dine venner, så flere kan blive gjort opmærksomme på, hvordan de bedst muligt kan hjælpe deres kæledyr i den sidste tid.