Det, der startede som en sjov bemærkning, endte som et mareridt for den 22-årige Erin Langworthy fra Australien, da hendes bungyjump nær Victoria Falls i 2012 blev et skræmmende møde med døden.
Inden springet havde Erin for sjov sendt sin mor et postkort, hvor hun skrev: “Jeg skal bungyjumpe i morgen, så jeg siger lige farvel… bare for sjov!”
Men de ord skulle snart få en uhyggelig betydning.
Erin var den 105. person, der sprang den dag fra den 111 meter høje bro over Zambezi-floden, som adskiller Zambia og Zimbabwe. Hun var lidt nervøs, men havde aldrig forestillet sig, at noget kunne gå galt. Som vanligt blev hendes spring filmet, og på optagelserne ser man hende kaste sig ud med armene strakt i et elegant fald… lige indtil elastikken pludselig knækker.
Erin faldt direkte ned i den brusende flod, der er kendt for at have både stærk strøm og krokodiller, mens hun stadig havde elastikken viklet stramt om hendes fødder.
“I starten føltes det fantastisk,” har hun siden fortalt til The Guardian. “Men så mærkede jeg et kraftigt ryk hen over brystet, som om jeg blev bremset lidt – og pludselig ramte jeg vandet. Det var dér, jeg vidste, at noget var helt galt.”
Hun blev slået bevidstløs et kort øjeblik af det hårde fald mod vandet, og da hun vågnede under overfladen, var hun desorienteret og kunne næsten ikke finde ud af, hvilken vej der var op.
“Jo dybere jeg sank, jo koldere blev vandet. Jeg tror, det vækkede mig og fik mig til at kæmpe mig fri,” husker hun.
Elastikken satte sig fast i sten og grene, mens hun blev ført ved af den stærke strøm. Flere gange måtte hun dykke ned i vandet for at vikle sig fri. På trods af voldsomme blå mærker og indre skader lykkedes det hende at svømme i land på den zimbabwiske side af floden, hvor en medarbejder fra stedet hjalp hende op.
“Jeg havde set krokodiller i floden tidligere på dagen,” fortalte hun bagefter, “men jeg kunne slet ikke tænke på det i øjeblikket. Jeg hostede blod op og kæmpede for at få vejret, mine lunger brændte.”
Hun mener selv, at det var hendes instinktive reaktion med at strække armene ud under faldet, der reddede hende fra at ramme vandet med hovedet først og miste bevidstheden.
Erin blev straks kørt til hospitalet i Victoria Falls, hvor hun kom i respirator, blev scannet og behandlet for delvist sammenklappede lunger og mulig infektion fra det beskidte flodvand. “Jeg havde slugt meget vand, så de gav mig straks i behandling med stærk antibiotika,” fortæller hun. “Men mirakuløst havde jeg ingen brækkede knogler.”
Trods den voldsomme oplevelse er Erin i dag afklaret omkring ulykken. “Bungyjumpteamet var virkelig kede af det. Jeg ser det som et mirakel, at jeg overlevede.”
Efter ulykken gik Zambias daværende turistminister, Given Lubinda, ud og forsøgte at berolige offentligheden. Ifølge The Lusaka Times understregede han, at bungyjumpet havde en stærk sikkerhedsstatistik med over 50.000 spring om året og kun én kendt ulykke. For at vise sin tillid til sikkerheden tilbød han endda selv at springe – sammen med Erin.
Og hvad med Erin selv? Hendes mor har svoret, at datteren aldrig må springe igen. Erin er dog ikke helt så sikker.