At sige, at man har fået lungebetændelse, brækket benet eller er vildt forkølet.. Det er nemt for omgivelserne at forstå og håndtere.
Men at sige, at man lever med angst eller psykisk sygdom er sværere at forstå. Selvom det ikke ses på samme måde, er det på ingen måde usædvanligt.
Omkring 140.000 danskere lider ifølge en rapport fra Sundhedsstyrelsen af angst.
Oftest siger personen med angst ikke noget til andre. Ofte lukker man sig inde i sig selv i stedet.
Men har du åbnet dig og fortalt det til nogen, så bliver den person et af de vigtigste mennesker i dit liv.
Sådan var det for Nikki, der havde sin mor som “sin person”.
Hendes hjerteskærende og aktuelle historie er noget, som jeg synes, alle skal tage sig tid til at læse. Den er utroligt fin og vigtig, så jeg håber, du læser hele vejen til enden.
Sådan skriver Nikki selv:
”Angst har været en del af mit liv så langt tilbage, som jeg kan huske. Den har været der så længe, at jeg ikke rigtig husker den tid i mit liv, hvor den ikke var der. Hvis du lider af angst, ved du også, at der altid er en særlig person. Den eneste person, som ved, hvordan vedkommende skal dulme det midt i et angstanfald.
Den eneste person for mig, var min mor. Hun vidste præcis, hvad hun skulle sige, hvordan man sagde det, og hun sagde det i rette øjeblik, for at få mig tilbage til virkeligheden. Hendes ord og trøst var altid stærkere end min angst. Jeg antog bare, at hun altid ville være der for mig, men nu er alt forandret…
Nogle uger efter, at min mand og jeg blev gift, ramte angsten for fuld kraft. Jeg sagde: “Jeg må ringe til min mor”.
Han blev stille og sagde: “Hvad med, at du snakker med mig i stedet? Giv mig bare et forsøg og se, om jeg er lige så god som din mor”.
Så jeg gjorde det. Jeg gav ham en chance for at hjælpe med at lindre min angst, og det var som om, jeg snakkede med min mor. Det var som om, jeg snakkede med “den der person”.
Samtalerne med min mor, når angsten bed sig på, blev færre og færre. Hun spurgte aldrig hvorfor, hun tog det aldrig op – ikke en eneste gang.
Det skyldtes, at mødre som min er et af få tilbageværende eksemplarer.
Den dag, min mor døde, ringede jeg til min mand. Jeg sagde: “Min person er væk. Den, som kendte mig og elskede mig med alle mine fejl. Den eneste, som kunne dulme min rædsel og angst, hun er væk”.
Så begyndte han at fortælle en anden historie om min mor. En historie om hende, som jeg aldrig havde hørt før, fordi hun ikke ville have, at jeg skulle vide det.
Men det viste sig, at min mor gav min mand en seddel på vores bryllupsdag. En hemmelig seddel, som bare de to læste. En seddel med overskriften: “Hvordan man er Nikkis person”.
Det var en trinvis guide til, hvad hun plejede at gøre for mig, når min angst tog over.
Trin 1: Bare lyt
Trin 2: Lyt lidt mere
Trin 3: Forsøg ikke at løse problemet
Trin 4: Fortæl hende, at du forstår
Trin 5: Bliv ved med at lytte, ind til hun selv har fundet ud af sine tanker. Det kommer til at ske, det gør det altid. Hun ved det måske ikke endnu, men hun kommer til at ordne det.
Min mor gav ikke op og stoppede med at være “min person” fordi hun ønskede det. Hun gjorde det, fordi hun ønskede, at min mand skulle vide, hvordan man skulle være, når hun ikke længere var hos os.
Hun stoppede måske med at være “min person”, fordi hun ville sikre, at jeg altid havde en anden, lige meget hvad.
Men mor, du vil stadig være den person. For altid”.
Spred håb til nogen, som kæmper med uro og angst. Del denne historie på Facebook.
