Ingen vil have hunden Bubber

Han er stor, hvid og blød som en bamse. Med sine rolige øjne og venlige sind er det svært at forstå, hvorfor Bubber stadig venter.

Den 2-årige schweiziske hyrdehund har boet på internatet i 58 dage, og for en hund er det usædvanligt lang tid.

For de fleste hunde, er ifølge kommunikationsmedarbejder, Stine Skov Jensen, fra Århus Internat kun på internatet et par uger, før de finder en ny familie. Men for Bubber har ventetiden trukket ud.

– Et par uger, så plejer de at være videre. Der er de her enkelte tilfælde. De får simpelthen lov at vente lidt længere, og det er så synd, siger Stine Skov Jensen.

For det er ikke helt uden konsekvenser, når et dyr ikke finder et permanent hjem forholdsvis hurtigt.

– Et internat er ikke et sted for en hund at være i længere tid. Det kan godt være et stresset miljø for en hund. Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe ham med aktivering, god træning osv., men et trygt hjem er bedre, siger Stine Skov Jensen.

Søger med lys og lygte efter et nyt hjem

Selvom personalet gør alt, hvad de kan for at aktivere og træne ham, er det ikke det samme som et rigtigt hjem.

Et internat er ikke en langsigtet løsning for en hund som Bubber, der trives bedst med struktur, nærvær og tid til at falde til i sit eget tempo.

– Lige nu står han et afsnit for sig selv, så han kan få fred og ro. For han trænger til at komme ud i et roligt miljø og i et kærligt hjem, hvor han kan være i centrum og få ro på.

Dyrenes Beskyttelse håber snart at finde den rette familie til ham, og derfor har de lavet et Facebook-opslag, hvor de søger det perfekte match til ham.

Facebook-opslaget har fået flere end 1000 interaktioner, men trods flere opdateringer og opslag om ham, har den søde og rolige hund i skrivende stund endnu ikke fundet sin perfekte ejer.

Sådan foregår en adoption

Hvis du dog kunne tænke dig at få Bubber med hjem, er det ikke en særlig krævende proces.

Adoptionsprocessen begynder med en uforpligtende samtale. Her bliver potentielle adoptanter spurgt ind til, hvilket hjem de kan tilbyde, og om det kunne matche Bubber.

Hvis alt stemmer, inviteres de ud på internatet, hvor de kan møde ham og mærke, om kemien er der.

Det koster 4.300 kroner at adoptere en hund som Bubber. Prisen dækker blandt andet vaccinationer og sundhedstjek. Men det vigtigste er, at det bliver det rigtige match.

For Bubber har ingen udløbsdato. Han bliver, til den rette familie kommer.

– Vi sender ikke hunde ud til hvem som helst. Det handler ikke om at finde et hjem. Det handler om at finde det rigtige hjem, siger Stine Skov Jensen.

Del og kommenter gerne på artiklen, så flere bliver gjort opmærksomme på Bubber,og han snart kan finde et kærligt hjem.

LÆS MERE:

 

Læs mere om...