Tørken holder stadig et fast greb i Danmark, og det har medført en ekstrem brandfare med sig i naturen i hele landet.
Alligevel afviser Smukfest at indføre et rygeforbud på festivalen, som begynder om mindre end to uger.
Tidligere i dag kom det frem, at den svenske festival Visfestival Holmön forbyder rygning på grund af den voldsomme tørke, der har hærget naturen i det meste af Nordeuropa.
Selvom årets Smukfest begynder om mindre end to uger, skal festivalgæsterne dog ikke regne med, at Smukfest indfører et lignende forbud. Det skriver Ritzau ifølge BT.
– Vi er ekstremt fokuserede på den tørke, der er, men vi har valgt at gå andre veje, forklarer Smukfests sikkerhedschef Thomas Rydahl til Ritzau.
I stedet vil der på Smukfest blive opsat flere askebægere og opfordret til forsigtighed blandt gæsterne.
1.000 naturbrande siden maj
Allerede 10. juli kom det ellers frem, at danske brandfolk var blevet kaldt ud til mere end 1.000 naturbrande siden 1. maj. Det er 150 procent over gennemsnittet for de sidste fem år, skriver DR.
Ifølge Smukfests sikkerhedschef Thomas Rydahl er grunden til, at man ikke vil have et rygeforbud, at det også skal være muligt at håndhæve forbuddet.
– Vi er bange for, at det godt kan blive noget bøvl, for der ryges nok en smøg alligevel, når man har fået 15 fadøl, siger han til Ritzau ifølge BT.
Er du enig i festivalens beslutning om at afvise et rygeforbud? Fortæl gerne din holdning i kommentarsporet på Facebook.