Fodboldspilleren Nicklas Bendtner er – igen – hovedperson i en skandale. Søndag kom det nemlig frem, at den 30-årige danske angriber har overfaldet og brækket kæben på en taxachauffør under en bytur i København. Det skriver blandt andre BT.
Det får nu konsekvenser for Bendtner. Overfaldet og den efterfølgende politianmeldelse har nemlig fået en af hans sponsorer til at ophæve samarbejdet med ham, skriver BT.
Indtil i dag var Bendtner ansigtet udadtil for iDHAIR, som sælger hårvoks. De oplyser i dag i en pressemeddelelse, at de fra dags dato dropper Nicklas Bendtner, skriver BT.
– Som følge af et voldeligt sammenstød mellem Nicklas Bendtner og en taxichauffør i København og som senere er blevet politianmeldt har iDHAIR med omgående virkning ophævet samarbejdet med Nicklas Bendtner, skriver virksomheden ifølge BT i en pressemeddelelse.
– Vi tolerer ikke vold, så meget længere er den ikke, siger direktør Preben Munch ifølge BT.
Nedtrykt Bendter
Indtil nu har Bendtner ikke offentligt taget bladet fra munden. Hans klub, Rosenborg, har imidlertid fortalt mandag, at de har været i kontakt med deres danske angriber.
– Søndag formiddag blev vi orienteret om, at der havde været en uheldig hændelse i København, hvor Nicklas Bendtner har været involveret. Det var en meget nedtrykt Nicklas Bendtner, som selv kontaktede klubben og informerede om, hvad der var sket, skrev Rosenborg ifølge BT i en pressemeddelelse.
Synes du, det er retfærdigt, at Nicklas Bendtners sponsor fyrer ham på grund af voldssagen? Fortæl gerne din holdning i kommentarerne på Facebook.