Politisk flertal ønsker mere lokalpoliti: Landbetjentene skal tilbage

Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil sikre mere tryghed i lokalsamfundene og genindføre landbetjentene.

De seneste par år har der været stor fokus på politiet. De har stået overfor store opgaver som grænsebevogtning, terror og bandekrig og er de seneste år siden politireformen blevet mere og mere centraliseret. Det betyder, at mange borgere i lokalsamfundene ikke ser betjentene særlig tit. Ifølge landets tre største partier, Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, kan det skabe utryghed, og de vil derfor have flere betjente ud i landområdet og provinsbyer. Det skriver DR.

De tre partier kan dog stadig komme til at få mere opbakning. Allerede i februar luftede justitsminister Søren Pape Poulsen (K), at han vil have politiet tilbage til provinsen. Han sagde han, at han gerne vil have 100 betjente ud i landområderne.

Hvad en aftale mellem de tre partier helt konkret vil betyde, er endnu ikke fastlagt, men en af de ting som både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ønsker, er flere lokalpolitistationer.

– En genindførsel af landbetjenten sikrer lokalkendskabet, og at der er én, man altid kan få fat på. Og så kan de tage sig af sagerne, inden de vokser sig alt for store, siger Jeppe Jacobsen (DF) til DR.

Politireformen i 2007 gjorde, at landets 54 politikredse blev til 12, hvilket betød, at mange små lokale politistationer blev lukket.

Det blev aftalt i politiaftalen fra 2015, at politistyrken frem til udgangen af 2019 skal hæves med 600 mand, men til De Konservatives sommermøde i år kom det frem, at de vil have hævet det tal med yderligere 600 betjente.

Hvad mener du om foreslaget om at få landbetjenten tilbage? Giv gerne din mening til kende i kommentarfeltet. 

Foto: Rigspolitiet