Dette er et genrefoto og viser ikke den dræbte ulv Foto: Shutterstock

Her er ulvedræberens dom

En midaldrende mand er blevet dømt for at have skudt og dræbt en ulv ved Ulfborg i foråret.

40 dages betinget fængsel og en konfiskering af sin jagtriffel.

Sådan lød dommen over en 66-årig mand fredag eftermiddagen i sagen om en fredet ulv, som han var tiltalt for at have skudt på en mark i Vind ved Ulfborg i Vestjylland.

Det skriver BT.

Hændelsen fandt sted den 16. april i år og ifølge BT – som var til stede ved Retten i Herning – fandt retten altså, at der var ført tilstrækkeligt bevis for, at manden var skyldig i anklagerne.

Han var tiltalt for overtrædelse af jagtloven og af bekendtgørelsen om artsfredning.

Manden havde erkendt, at det var ham, som havde affyret en jagtriffel fra sin bil og dræbt ulven.

Straffen blev gjort betinget på grund af mandens alder og helbredsmæssige tilstand. Han har haft to blodpropper i hjertet tidligere i år.

Manden får lov at beholde sit jagttegn.

Den 66-årige har endnu ikke besluttet, om han vil anke sin dom til Vestre Landsret.