”Vi lærer for livet og ikke for skolen” er som bekendt et slogan vi forbinder med Grundtvig og dansk skoletradition.
En dag kom en professor ved det medicinske fakultet ind i forelæsningssalen og overraskede sine elever med en uventet prøve.
Professoren var en meget pragmatisk mand og ville gerne lære sine elever alt, han vidste.
Ikke blot om medicin, men også om livet. Da eleverne fik udleveret prøven, begyndte de fleste at stønne, men klassens mest flittige elev begyndte straks og arbejdede flittigt i stilhed.
Da han kom til det sidste spørgsmål, “Hvad er navnet på den kvinde, der gør denne bygning ren?”
Han grinte og troede, at det var en joke. Han svarede ikke på spørgsmålet, men valgte blot at give prøven til professoren og forlod lokalet. Han antog, at ingen ville få point for det sidste spørgsmål.
Han vidste, hvordan rengøringsdamen så ud, og han ville kunne genkende hende, hvis han så hende. Men han havde aldrig hørt hendes navn.
Da den næste elev kom til det sidste spørgsmål, kiggede han på professoren og spurgte:
“Vi får vel ikke point for det her spørgsmål?”
Han kiggede på eleven og svarede roligt, at man selvfølgelig også får point for det sidste spørgsmål.
I ens levetid møder man mange mennesker. Alle er vigtige og betydningsfulde på forskellige måder. Alle fortjener at blive bekræftet med en hilsen eller et smil, uanset hvem det er.
Både prøven og professoren ætsede sig fast på elevernes hukommelse for evigt.
Det korrekte svar var “Marianna”.
Det her er virkelig en værdifuld påmindelse.
Alle mennesker behøver påskønnelse nogle gange. Ikke alle kan have et spektakulært arbejde, men det betyder ikke, at man ikke arbejder hårdt, og meget vigtigtigere, så ville vores liv være meget hårdere, hvis disse mennesker ikke fandtes.
Dette er en meget god grund til, at alle bør møde hinanden med mere respekt.
Du må hjertens gerne dele historien, hvis du mener, at professoren havde et vigtigt budskab!
