Foto: Shutterstock

EU forbyder engangsplastik: Farvel til vatpinde, bestik og sugerør

Et nyt plastikdirektiv fra EU er blevet færdigt behandlet mellem medlemslandene, EU-parlamentet og EU-kommissionen, og Danmark støtter op om direktivet.

Nu kan du godt gå i gang med at sige farvel til vatpinde, sugerør og bestik af plastik, for EU forbyder snart at sælge engangsplastik. Det fremgår af European Councils hjemmeside.

EU’s plastikdirektiv er blevet færdigbehandlet mellem medlemslandene, EU-Parlamentet og EU-Kommissionen.

Det betyder, at det snart bliver forbud mod at vælge ting såsom tallerkener, sugerør og vatpinde af engangsplastik. Hvornår det helt præcis træder i kraft er endnu ikke offentliggjort, da aftalen endnu ikke er præsenteret af formandskabet endnu. Det forventes at blive vedtaget til foråret 2019.

Aftalen bakkes op af Danmark.

– Der er virkelig tale om et ambitiøst tiltag, og fra dansk side bakker vi op om direktivet. For få uger siden præsenterede jeg regeringens plastikhandlingsplan, og det nye direktiv er et kæmpe skridt i opgøret med overflødig plastic, skriver miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.

– Vi må skubbe på udviklingen af produkter af mere miljøvenlige materialer, siger han.

Det nye plastikdirektiv vil ifølge pressemeddelelsen reducere plastikaffaldsgenstande på de europæiske strande med 17 procent.

I direktivet bliver der også stillet krav om, at producenter af ting såsom cigaretfiltre, engangskopper og indpakningsposer skal tage ansvar for at indsamle og affaldsbehandle deres produkter. Eksempelvis vil tobaksproducenter ifølge Jyllands-Posten komme til at betale regninger for alle de cigaretskodder, der bliver smidt i det offentlige rum.

Tobaksproducenter kommer til at betale regningen for de cigaretskod, som bliver smidt i det offentlige rum.

 

Læs mere om...