Tidligere på måneden blev personale udsat for vold i Bilka i Esbjerg. Nu efterlyser politiet denne mand, som er mistænkt i forbindelse med sagen.
Politiet beder offentligheden om hjælp til at identificere en mistænkt i forbindelse med et butiksrøveri.
Det fandt sted i Bilka i Esbjerg torsdag den 10. januar omkring klokken 18.48 og var egentlig et tyveri, som udviklede sig til et røveri.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dette skete, da tre mænd forsøgte at forlade butikken med en barbermaskine, som de ikke havde betalt for. Da mændene blev stoppet af personale, udviklede situationen sig til tumult og vold.
To af de tre mænd er allerede anholdt og fængslet. Det drejer sig om en 37-årig og en 28-årig dansk mand. Den tredje mand forsvandt dog fra stedet.
Derfor har politiet valgt at offentliggøre et billede af manden i håb om, at borgerne kan hjælpe med at identificere ham.
Hvis du ved, hvem manden er, kan du kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på 114.
Nu hjælper vi hinanden med at dele denne artikel, så politiet kan finde den mistænkte.