Døden er noget, som næsten ingen af os vil tænke på, men hvis du ved, at din sidste tid snart er kommet, ville du have nogle sidste ønsker?
Ville du besøge et særligt sted eller møde en kær person? Eller måske har du et kæledyr, du ville møde en sidste gang?
For de fleste, som har kæledyr, ved at båndet mellem menneske og dyr kan være mindst lige så stærkt, som det er mellem mennesker.
Alligevel er der ikke mange sygehuse, som tillader besøg af kæledyr, ikke engang for dem, som aldrig vil komme derfra.
For nogle, som ligger på deres dødsleje, kan et farvel til deres elskede kæledyr blive meget svært eller næsten umuligt.
Det er meget tragisk, der må jo findes en måde, så patienterne kan møde deres kæledyr, uden nødvendigvis at behøve at udsætte andre patienter for fare.
For nogle år siden delte en mand sin historie på Reddit, hvor han fortalte om sin døende kone og hendes sidste ønske.
Den rørte mig så dybt, at jeg gerne vil dele den med jer nu.
Sygehuset, hvor hun var indlagt, tillod ikke dyr, men da hun bad om at se sin hund Bella en sidste gang, tog han sagen i egen hånd.
“Min kone lå på sygehuset efter en meget hård operation, som et par dage senere ikke virkede til at gøre, som vi håbede. Prognosen så ikke god ud.
Hun kunne tale, men hverken spiste eller drak, hun var helt afhængig af drop og fik stærke smertestillende midler. En gang lykkedes det hende at overtale mig til at smugle vores hund ind på hendes værelse, så hun kunne møde hende “en sidste gang”.
”Vores hund Bella er en 20 kilo tung Australien Shepherd, og det viste sig, at hun lige passede ned i en almindelig rejsetaske.
Jeg pakkede hende ned, med lynlåsen åben, og lagde hende i bilen, indtil vi kom til sygehuset. Da vi kom frem, ‘forklarede’ jeg hende, at jeg ville åbne om nogle minutter, og at hun snart skulle møde sin mor”.
“Utroligt nok hverken jamrede eller gøede hun. Da jeg gik forbi sygeplejerskerne, forklarede jeg bare, at jeg havde taget lidt ting med, for at gøre min kones indlæggelse mere bekvem. ‘Intet problem’, svarede de”.
“Da jeg kom ind i lokalet, lå min kone og sov. Jeg åbnede tasken, og Bella hoppede straks op i sengen og lagde sig forsigtigt på hendes bryst, helt uden at røre alle slangerne og droppet. Hun lagde sig sådan, at hun så lige ind i min kones øjne og lå musestille i omkring 20 minutter, til min kone vågnede og begyndte at jamre af smerte.
Bella begyndte straks at slikke hende, og klynkede stille, som om hun vidste, at vi ville blive afsløret, hvis hun gøede.
Min kone krammede hende i næsten en time og smilede hele tiden.
Vi blev opdaget af en sygeplejerske, men hun blev så rørt, at hun lovede ikke at sladre.
Da min kone til sidst faldt i søvn, pakkede jeg Bella ned i rejsetasken igen.
Min kone sov desværre ind bare nogle dage senere, og nu, hver gang jeg henter rejsetasken frem (eller hvilken som helst rejsetaske), tror Bella, at hun skal se hende igen”.
Jeg er så glad for, at hun fik chancen for at møde sin elskede hund Bella en sidste gang. Alle burde få deres sidste ønske opfyldt, og de burde ikke være nødt til at snyde med det.
Del gerne denne sørgelige, men smukke historie, med alle du kender, som elsker hunde og forstår, hvor vigtige de er for os!
