IKEA advarer om møbel – efter tre ulykker med børn

Som forælder er det naturligt at frygte, at ens børn kommer galt afsted. Det er et instinkt, og derfor er det ikke så underligt, hvis man reagerer prompte, når man hører om eksempelvis legetøj, fødevarer eller børnetøj, som kaldes tilbage af sikkerhedsmæssige årsager.

Men mindst lige så uhyggeligt kan det være, hvis møbler i hjemmet udgør en fare for børnene.

Efter tre faldulykker, som har involveret børn, har møbelgiganten IKEA udsendt en advarsel til alle, der ejer et bestemt møbel.

IKEA advarer om monteringen af møblet SUNDVIK, som er en kombination af kommode og puslebord, efter tre kunder i alt har kontaktet møbelkæden og indberettet faldulykker, som har involveret børn.

Møblet kaldes dog ikke tilbage, da det ifølge IKEA viser sig, at ulykkerne skyldes, at kunderne ikke har monteret møblet korrekt med de dertil skabte sikkerhedsbeslag.

“IKEA er af den overbevisning, at produktet er sikkert, når det anvendes til den tilsigtede brug og i henhold til instruktionerne,” skriver IKEA i en pressemeddelelse, hvor kunder opfordres til at sikre møblet.

Der advares desuden om de mulige konsekvenser ved ikke at bruge sikkerhedsbeslagene.

“IKEA beder alle kunder, der har et SUNDVIK puslebord/kommode, om at sikre den del, der kan klappes op og ned, med de leverede sikkerhedsbeslag. (…)IKEA har modtaget tre rapporter om hændelser, hvor den del af SUNDVIK puslebord/kommode, der kan klappes op og ned, har løsnet sig, og barnet er faldet ned fra puslebordet. I alle hændelserne blev sikkerhedsbeslagene ikke brugt i henhold til instruktionerne.”

Børnenes tilstand

Selvom kunderne, som har indberettet ulykkerne til IKEA, angiveligt ikke har monteret møblet korrekt med sikkerhedsbeslag, er det frygteligt at høre, hvordan tre børn har været involveret i ulykker.

Ud fra IKEA’s pressemeddelelse er det svært at vide, hvad der præcis er sket med børnene, men IKEA, som har fem varehuse i Danmark, har følgende kommentar til børnenes tilstand:

– Sikre produkter har altid førsteprioritet i IKEA, og vi er meget kede af at høre om hændelserne, men taknemmelige for, at børnene, så vidt vi ved, har det godt. IKEA har nu gennemført sikkerhedsforanstaltninger og vil forbedre produktkommunikation yderligere, siger Emelie Knoester, Children’s Business Area Manager, IKEA of Sweden.

IKEA’s tilbud til kunderne

Den blågule møbelkæde opfordrer alle ejere af møblet til at tjekke efter, om det er samlet korrekt – og hvis det ikke er tilfældet, og man endda mangler de vigtige sikkerhedsbeslag, har IKEA et tilbud til kunderne.

“Som en forebyggende sikkerhedsforanstaltning beder IKEA alle kunder, der har et SUNDVIK puslebord/kommode, om at kontrollere at det er samlet korrekt i henhold til samlevejledningen. Hvis man ikke kan finde eller har mistet sikkerhedsbeslagene, kan man kontakte IKEA og få tilsendt nye,” skriver IKEA.

Hvor er det hjerteskærende at læse, at tre børn er kommet galt afsted. Sådan noget må bare aldrig ske. Hjælp med at dele advarselen nu, så flere forældre når at se dette!

 

 

Læs mere om...