Torsdag eftermiddag klokken 13.45 anmeldte en mor til en 13-årig dreng fra Roskilde, at han var blevet påkørt af en bil i rundkørslen på Helligkorsvej/Møllehusvej i Roskilde.
Sønnen var gående hen over fodgængerfeltet, da en stor, brun personbil på hvide plader kom kørende ind i rundkørslen og ramte drengen.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Drengen røg op på køleren og landede på vejen ved siden af bilen. Han humpede over på fortovet og satte sig ned, mens bilen fortsatte af Helligkorsvej i østlig retning uden at standse.
Den 13-årige fik mange knubs ved uheldet og blev indlagt på sygehuset.
Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med borgere, som har set sammenstødet eller andre, som har oplysninger i sagen.
Manden beskrives som:
- Dansk af udseende.
- 60 – 65 år gammel.
- Almindelig kropsbygning.
- Hvid i huden.
- Kort, gråt hår.
- Yderligere kendetegn: Rynket ansigt, blå/brune øjne.
- Klædt i blå cardigan.
Hvis du har oplysninger i sagen, kan du kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 114.
Nu hjælper vi hinanden med at dele denne efterlysning, så flugtbilisten kan blive fundet!