Det var egentlig en solrig julidag på stranden i Panama City i den amerikanske stat Florida.
Folk svømmede og nød det smukke vejr. Nogle tog et glas, og i de brusende bølger hørtes børn grine og lege.
Men pludselig blev idyllen afbrudt, da to turister pludselig rettede øjnene mod horisonten.
Ude i havet var der noget, der fik Jessica Simmons til at stivne af skræk.
“Det må være en haj”, tænkte hun.
Men da hun hørte de frygtelige råb og skrig, begyndte hun at forstå, hvad der i virkeligheden foregik.
Femten minutter tidligere var Roberta Ursey, hende mand, hendes mor, hendes sønner og nevøer gået ned til vandet for at slappe af og bade lidt.
Roberta Ursey var netop gået fra stranden, da hun vendte sig om for at se efter sine sønner. Så opdagede hun, at de var meget længere væk fra stranden, end hun huskede.
Med besvær begyndte hun at svømme ud i vandet igen.
Så hørte hun skrigene, skriver Washington Post.
“De skreg og græd, som om de havde siddet fast i noget”, mindes Roberta.
Kraftige havstrømme havde trukket børnene ud – nu var de hjælpeløse.
“Folk bad os om at blive ved stranden”, siger Roberta.
Men Roberta kunne ikke bære bare at stå og se sine børn drukne, så hun og resten af familie svømmede dem til undsætning.
Strømmen var dog meget stærkere, end de havde regnet med, og snart var hele familien ført væk af havets kræfter, langt fra land.
I alt var 9 personer i overhængende livsfare, inklusive Robertas mor, som blev ramt af et voldsomt hjerteanfald under den desperate kamp for overlevelse.
Der var ingen livreddere på stranden, og politiet, som var på stedet, kunne bare se på, mens de nødstedte kæmpede for deres liv, skriver Washington POst.
Jessica så det hele fra stranden og sagde til sig selv: “Folk skal ikke dø i dag. Det kommer ikke til at ske; vi kommer ikke til at lade det ske.”
Jessica, der altid har været en habil svømmer, kunne ikke bare stå og se til.
Hun tog et surfbræt og kastede sig ud i bølgerne.
Andre på stranden så hende storme ud i vandet og forsøgte at hjælpe til – hurtigt fik de en idé om at danne en menneskekæde, som skulle være tilstrækkeligt lang til at nå de nødstedte.
Mere end 80 personer gik på rad og række ud i det lumske hav. Hånd i hånd holdt de hinanden på plads og sørgede for, at ingen blev ført væk af strømmen.
Mange af dem stod i vand til halsen, og til sidst nåede kæden ud til Roberta, hendes drenge og øvrige familie.
Men da Jessica, som var længst fremme i kæden, så mormoren i familien, vidste hun, at noget var rivende galt.
Hun havde slugt en del vand og var meget træt. Hun bad Jessica om at redde de andre og efterlade hende. Men det nægtede Jessica. Hun var fast besluttet på at få alle tilbage i sikkerhed på stranden.
Den gamle kvinde, som havde fået et hjerteanfald i denne voldsomme situation, endte til sidst med at komme i sikkerhed på stranden.
Der var der ambulancepersonale, som straks tog hånd om hende. På sygehuset blev hendes tilstand stabiliseret.
Da alle nødstedte i vandet var reddet, brød menneskekæden gradvist op.
På stranden var der samlet et stort publikum, som klappede og hyldede de mennesker, der havde våget sig i vandet for at redde familien.
Takket være deres mod blev 9 mennesker reddet fra at drukne. En overvældende bølge af følelser, glæde og eufori lagde sig over stranden.
Det her er menneskelighed, når den er bedst!
Roberta Ursey og hendes familie vil være Jessica og alle andre frivillige evigt taknemmelige. Hvis ingen havde reageret og kommet til hjælp, var familien med stor sandsynlighed død den dag.
Heldigvis viste Jessica og de andre solidaritet, som for evigt vil blive husket. Del gerne historien videre, hvis den også giver dig håb for menneskeheden!
