Foto: Wikimedia Commons / Kim Matthäi Leland

Rasmus Seebach med besked til danskerne – efter misbrugs-chokket

Hvordan har år 2019 været for Rasmus Seebach indtil videre?

Nok ikke specielt let, når man medregner den nyeste sag, som han netop selv har gjort danskerne opmærksom på.

Tidligere på året fortalte TV 2, at en af sangerens ejendomme blev renoveret under farlige forhold af underbetalte litauiske håndværkere. Det var Seebach langt fra tilfreds med, da han mente, han havde gjort, hvad han kunne kontraktmæssigt – og faktisk endte han med at kalde TV 2’s journalistiske arbejde for en “ufin, personlig hetz med misvisende sensationsoverskrifter”, da han tog til genmæle på Facebook.

Men bedst som håndværkersagen ikke just længere var en nyhed, står Seebach nu frem med en beklagelig nyhed om at han, ufrivilligt, er indblandet i svindel. Det er et faktum, som han netop er blevet præsenteret for.

På Instagram henvender musikstjernen sig direkte til sine 149.000 følgere og andre, der måtte have interesse. Her forklarer han, hvordan han lige nu oplever et misbrug af sin identitet, som på mange måder kan betegnes som både skræmmende og udspekuleret.

Seebach selv opfordrer nu alle til at være opmærksom på svindlen.

Foto: Wikimedia Commons / Kim Matthäi Leland

Det er i den følgende besked på Instagram, at Rasmus Seebach gør opmærksom på, hvordan svindlere prøver at snyde uskyldige mennesker for deres penge. Det gør de ved at benytte Rasmus Seebachs kendte ansigt og bruge falske citater fra sangeren på reklamer på nettet.

“Er netop blevet gjort opmærksom på dette opslag, der florerer på de sociale medier,” indleder Seebach sin besked på Instagram, hvor han viser et billede af den falske reklame.

“Det har intet med mig at gøre, og kommer højst sandsynligt fra nogle svindlere der prøver at snyde folk for deres penge. Så lad endelig være med at klikke på det. Kh. Rasmus,” skriver den populære sanger.

Sådan ser Rasmus Seebachs bøn ud:

Foto: Instagram / Rasmus Seebach

“Vandt 2,3 millioner”

I reklamen, hvor Seebach misbruges, står der: “Rasmus Seebach – Jeg beder alle om at se dette, inden bankerne lukker det ned.”

Naturligvis er det ikke et ægte citat fra den 39-årige hitmager. Den falske reklame fører til en udspekuleret side, hvor man præsenteres for en artikel, som i sidste ender forsøger at franarre uskyldige mennesker for deres penge.

“Sådan vandt han 2,3 millioner euro efter at være gået konkurs,” står der blandt andet i artiklen med henvisning til, at han benyttede platformen “Bitcoin Pro System” til at skaffe pengene.

I sidste ende er formålet med hele artiklen bare at få intetanende personer til at sende penge til svindlere.

Manager afslører Seebachs følelser efter misbruget

Det udspekulerede reklamesvindel er heller ikke gået musikerens manager Nicolaj Bundesen forbi. Til BT fortæller han, hvordan Rasmus Seebach har det med at blive misbrugt:

“Han synes da, det er ubehageligt, at hans navn og troværdighed bliver brugt til at snyde andre mennesker.”

Manageren gør det desuden klart, at de ikke har tænkt sig bare at se til, så længe misbruget fortsætter:

“Vi vil gøre alt i vores magt for at stoppe den slags. Vi har bestemt ikke et ønske om, at Rasmus’ fans og andre bliver udsat for sådan noget,” siger Nicolaj Bundesen til BT.

Det er skræmmende, at nogen misbruger Rasmus Seebachs identitet til at franarre uskyldige mennesker penge. Hvor må det være uhyggeligt at opleve for Rasmus Seebach – man forstår jo udmærket godt, at han nu vil advare alle mod svindlernes nye trick!

Nu må vi alle hjælpe med at dele sangerens opråb, inden flere går i fælden!